Uroligheder på Christiania i nat

Det danske politi rykkede i nat ud til Christiania, da aktivister begyndte at tænde bål i gaden foran fristadens hovedindgang. 194 personer blev anholdt, da politiet efterfølgende rykkede talstærkt ind på selve Christiania og foretog masseanholdelser.
15. december 2009 09:07

Politiet havde i nat for første gang sin vandkanon i brug, da de skulle slukke en brændende barrikade på Prinsessegade foran Christianias hovedindgang. Under slukningsarbejdet blev betjentene, ifølge politiets talsmand Henrik Suhr, angrebet med molotovcocktails, så de i første omgang måtte trække sig tilbage. Aktivisterne blev af øjenvidner set løbe tilbage ind på Christiania.

Kort efter rykkede store grupper af kampklædt politi med hunde ind på fristaden og foretog masseanholdelser. Blandt andet på værtshuset Woodstock, hvor øjenvidner, ifølge politiet, havde set aktivister løbe ind. En grønlænder, som bare vil kaldes Ole, opholdt sig ved bygningen Stjerneskibet, da politiet rykkede ind. Ifølge Ole bad politiet grønlænderne gå ind i Stjerneskibet, og ingen af dem blev anholdt.

- Vi grønlændere blev skilt ud fra gruppen. Der kom en politimand og råbte, at alle grønlændere skulle gå ind på Stjerneskibet, og så sad vi derinde i en halv time. Vi blev fredet, men mange fra udlandet er blevet taget, fortæller Ole.

Ud af de 194 anholdte, blev 188 løsladt igen i løbet af natten. De resterende seks bliver fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.