Urandebat medfører raseri fra IA politikere

Politikerne fra IA har under dagens debat omkring nul-tolerancen for uran fundet de store ord frem, når de skal give udtryk for deres manglende tilfredshed med Naalakkersuisut.
24. oktober 2013 14:26

Siumutpolitikerne kæmper hårdt for at holde samling på tropperne, og både ordføreren på området Kim Kielsen og naalakkersuisut for finanser Vittus Qujaukitsoq går hårdt til oppositionen.

-Jeg har aldrig set så stor en splittelse i befolkning og samfund, og jeg har aldrig før oplevet at medlemmerne af Inatsisartut skulle stemme om noget så vigtigt uden at have den fornødne viden, forklarer Juliane Henningsen fra IA.

Siumuts ordfører Kim Kielsen mener at der føres skræmmekampagne fra oppositionen, uden det dog påvirker ham.

-Jeres skrækkampagner rører mig ikke. Der er her tale om en principbeslutning, og det handler ikke om Kvanefjeldet, fastslår han fra talerstolen i Inatsisartut.

Med Randi Broberg og Hans Enoksens udmeldinger om, at de stemmer imod ophævelsen, mangler modstanderne kun en enkelt stemme for at forslaget falder. Hvor den skal komme fra er endnu et stort spørgsmål.

Anders Olsen erklærer at han er i tråd med partiets linje, imens der kan være lidt mere tvivl om, hvordan  Kristian Jeremiassen stiller sig. Direkte adspurgt fra KNR om hans stillingtagen til folkeafstemning og nul-tolerance, svarer han med et skælmsk smil: Ingen kommentar.