Upernavik Seafood har genåbnet fabrikkerne

- Det er åbenbart Upernavik Seafood, der bestemmer, lyder det fra Halibut Greenlands direktør, Daniel Skifte.
13. juli 2009 15:03

Upernavik Seafood har i dag genåbnet fabrikkerne og indhandlingen af hellefisk, der for ti dage siden blev lukket i protest mod et indhandlingsskib i området. Det sker efter at Upernavik Seafood har vundet krigen om indhandlingen i Upernavik.

Fiskerne i Upernavik kan igen indhandle deres fangst af hellefisk til Upernavik Seafood, og 200 ansatte på virksomhedens seks fabrikker er igen i arbejde.

Konkurrenten, Halibut Greenland med indhandlingsskibet "Rubin", er ifølge direktør Daniel Skifte af Departementet for Fiskeri blevet indskærpet, at skibet skal gå udenom Upernavik, og "Rubin" er nu på vej til Ilulissat.

- Det er synd for fiskerne, men det åbenbart Upernavik Seafood, der bestemmer, lyder det bittert fra Daniel Skifte.

Modsat siger formanden for Upernavik Seafood Lars-Emil Johansen, at "Rubin" var på gale veje, da det åbnede for indhandlingen i Upernavik.

- Indhandlingsfartøjet havde tilladelse til at operere i "nye områder" - altså hidtil ubefiskede områder. I stedet lagde "Rubin" sig i vort kerneområde, og derfor måtte vi reagere kraftigt, lyder det fra Lars-Emil Johansen.

Daniel Skifte har en anden tolkning af indhandlingsskibets tilladelse. Ifølge den skulle skibet blot afholde sig fra ligge ud for Upernavik Seafoods indhandlingssteder.

Lokale fiskere mener, at Upernavik Seafood har udnyttet sin dominerende stilling. Lars-Emil Johansen er enig i, at virksomheden er dominerende, men siger også, at man er sig ansvaret bevidst.

- Vi praktiserer helårs-indhandling og er medfinansierende for adskillige fiskeriprojekter, ligesom fiskere kan købe redskaber og andet udstyr på lempelige vilkår, forklarer han.

Alligevel er der kommet ridser i lakken i forbindelse med lukningen, og ifølge bestyrelsesformanden skal der nu iværksættes en oplysningskampagne over for fiskerne for at forklare baggrunden for de seneste ugers hændelser.