Unicef kræver national alkoholpolitik nu: 'Børn er utrygge i deres egne hjem'
Unicef er træt af høre om, at adgang til alkohol er en menneskeret for voksne.
- Det er det ikke! udbryder Unicef's programchef i Grønland Tina Dam i sit interview med KNR.
- Til gengæld er ret til beskyttelse en menneskeret og en børnerettighed, indskyder hun.
I en nyligt udgivet pressemeddelelse skriver Unicef, at hensynet til at børn får en hverdag uden vold og misbrug må komme før hensynet til voksnes adgang til alkohol.
Mere end snak nu
Alt for længe har Unicef hørt fra børn og unge, som beskriver en hverdag præget af frygt og uforudsigelighed, når voksne drikker for meget.
Derfor opfordrer FN-organisationen nu til politisk handling.
- Det, vi plejer, er ikke nok, siger Tina Dam. 'Det handler om, at vi skal finde en måde at knække koden på.'
Under denne forårssamling er alkoholpolitik igen på dagsordenen. Nivi Rosing fra IA har stillet et forslag om at debatere et muligt forslag om en samlet alkohol politik.
Men fra Unicef er beskeden klar: Tiden til debat er forbi.
- Børnene fortæller os, at de er utrygge i deres egne hjem. Det er dybt alvorligt. Når det samme budskab gentager sig år efter år, kan vi ikke længere nøjes med debat, vi skylder børnene at handle og tage ansvar, siger Unicef's programchef i Grønland Tina Dam.
- Børnene savner handling, siger hun, og det bliver kun sværere ikke at tage fat i problemet, jo længere tid der går:
- Netop fordi børnene ikke kan sige det tydeligere, end de har gjort både i år og sidste år til Børnetopmøde, så bliver det snart svært ikke at handle på det, siger Tina Dam.
National alkoholpolitik
Helt konkret ønsker organisationen tiltag, der skærmer børn fra berusede voksne, sikrer trygge, alkoholfrie fællesskaber og styrker støtte til familier ramt af misbrug.
- Børnene bruger deres stemme. Spørgsmålet er, om de voksne er klar til at lytte og handle, siger Tina Dam.
Hun håber, at politikerne snart handler, og ikke kun lytter, fordi det påvirker den næste generation på flere måder.
- På den længere bane risikerer, vi at få en generation, som giver op, fordi vi ikke handler på deres input.
Alligevel er hun fortrøstningsfuldt.
Unicef i samarbejde med Børnealliancen er fokuseret på problemet, siger Tina Dam og har planer om at holde politikerne til ilden.
- Vi ånder dem tungt i nakken, siger hun.
Alkohol er synderen
Gennem NAKUUSAs børnepaneler, Meeqqat Isummersorfii, har børn og unge i alle aldre gentagne gange fortalt om konflikter, vold og mangel på trygge voksne i hverdagen.
Ja, det har de faktisk gjort i årevis, og de er opmærksomme på at andre børn har det svært, fortæller programchefen.
Til årets børnetopmøde gik den samme bekymring igen: de længtes efter mere tryghed og ansvarlige voksne, og de ønsker handling nu.
Det bekræftes af data, der viser alkohol som en gennemgående faktor i de mest alvorlige problemer, grønlandske børn vokser op med, skriver Unicef i en pressemeddelelse. Problemerne er blandt andet vold, overgreb og omsorgssvigt.
- Når vi ser på situationer, hvor børn mistrives, går misbrug af alkohol igen som en rød tråd. Det er ikke tilfældigt – det er et mønster, lyder det fra Tina Dam.