Unicef: 59 millioner børn er påvirket af krig og katastrofer

Ifølge en rapport fra FN's børneorganisation, UNICEF, er antallet af børn på flugt som følge af konflikter og katastrofer "chokerende", og antallet af lande, der er ramt af konflikter, er højere nu, end det har været de seneste tre årtier.
Det betyder, at der lige nu er et særligt stort behov for basal hjælp til verdens børn, fortæller generalsekretær for Unicef i Danmark, Karen Hækkerup.
- Lige nu kan vi se, at hvert fjerde barn i verden lever i et land, der er påvirket af konflikt eller katastrofe.
- Det betyder, at der - siden Unicef begyndte at føre statistik på området for 30 år siden - aldrig har været så mange børn, som har akut behov for hjælp, som der er nu, siger Karen Hækkerup.
59 millioner børn fordelt på 64 lande vil næste år have brug for hjælp, i form af rent drikkevand, mad, lægehjælp, beskyttelse samt skolegang.
For at kunne give børnene det, de mangler, kræver det mindst 4,2 milliarder dollar - svarende til cirka 28 milliarder kroner, vurderer UNICEF.