Unges kunst pryder blok 1 – 10

Som en konsekvens af alt for meget hærværk i de bedagede blokke langs H. J. Ringsvej i Nuuk besluttede boligselskabet INI at lave nogle aktiviteter for de unge mennesker i området. Tre gange om ugen var der mulighed for at udtrykke sig kunstnerisk i festsalen i Blok 9, og over 30 unge har været forbi en eller flere gange.
Skrevet af Peter Troelsen
30. august 2012 16:29

Projektet var møntet på de unge mellem 12 og 16 år, men også de lidt ældre var der plads til, hvis de ønskede at deltage. Boligselskabet INI har gjort en stor indsats for at få de unge i området inddraget i projektet, og resultaterne af de unges aftenarbejde kunne ses på en udstilling først på måneden.

I dag kommer kunstværkerne så op på gavlene af de ti blokke, så enhver der passerer, kan beskue dem i fred og ro. Der er stor forskellighed i de kunstværker, der bliver hængt op, en forskellighed der glimrende afspejler den forskellighed, der er blandt de unge deltagere.

Det er tømrermester Nikolaj Ezekiassen, der har tilbudt at hænge kunsten op helt vederlagsfrit. Det får han hele dagen i dag til at gå med, men allerede nu er de første malerier på plads på Blok 1, 2 og 3.