Unge vil hjælpe bygder

Ny interviewundersøgelse viser om befolkningen er parat til at hjælpe bygderne.
Skrevet af Noah Mølgaard
07. januar 2011 12:48

De unge står forest i køen, for at yde en ekstra hjælp til bygderne. Hele 61 procent af de unge mellem 18 og 29 år svarer ja til spørgsmålet om der skal gøres en særlig indsats for at bevare bygderne.

Det viser en interviewundersøgelse foretaget af HS Analyse blandt 718 personer for avisen Sermitsiaq.

Til sammenligning er det kun 53 procent af borgerne mellem 40 og 49 år der mener, at samfundet bør gå ind og støtte bygderne med en særlig indsats.

Undersøgelsen er gennemført i november og december blandt tilfældigt udtrukne personer over 18 år.

20 procent af de adspurgte personer mener dog, at samfundet ikke har nogen særlig forpligtelse overfor bygderne.

Desuden viser undersøgelsen en klar overrepræsentation blandt Atassuts vælgere med hele 79 procent. Mens der blandt Demokraternes vælgere kun er 31 procent der anser bygdernes bevarelse som væsentlig.