Unge GU´ere til Summit Camp

Det handler om isforskning, når to studerende fra GU-Aasiaat sammen med elever og lærere fra USA og Danmark i disse dage indleder en studietur til den amerikanske forskningsstation Summit Camp, som ligger på indlandsisen.
Skrevet af Karsten Sommer
08. juli 2009 11:18

Studieturen gennemføres indenfor rammerne af det amerikansk-grønlandske Joint Committee samarbejde.

De to GU´ere Inalunnguaq Brandt fra Sisimiut og Hanne Dorph fra Ilulissat skal begge have kemi på tilvalg i det kommende skoleår og formålet med deres ophold på forskningsstationen på indlandsisen, er at give dem indsigt i - og forhåbentlig smag for - den grundforskning, der foregår på isen. De studerende skal efter opholdet formidle deres erfaringer til deres medstuderende således, at det kan bruges i undervisningen.

Igår og idag bruger de unge deltagere fra Grønland, Danmark og USA til forberedelse i Kangerlussuaq, hvorefter deltagerne vil blive fløjet op i lejren.

Det er tredje år i træk, at grønlandske studerende besøger lejren.