Unge fra Nunavik: Vi har fået en masse inspiration fra Grønland

En gruppe unge fra Nunavik i Canada er i disse dage i Nuuk, hvor de lærer Grønland mere at kende. De studerer det grønlandske styre, og søger inspiration. For hvor de kommer fra er en selvstændighedsproces nemlig også i fuld gang; endnu er man dog milevidt fra den politiske virkelighed her i landet.
Skrevet af Mads Lynge
27. oktober 2011 16:36

- Vi er her for at lære om hjemmestyre og eller selvstyre. Hvad er selvstyre, og hvad indebærer det? Hvad skal der til for at opnå det? Det er det vi er her for at finde ud af, siger delegationsleder Minnie Grey.

Jonathan Epoo er ung og leder af det, der svarer til den grønlandske børne- og ungdomsorganisation Sorlak.
Han fortæller, at de har fået en masse inspiration ved besøget her i Grønland:

- Vi har fået en masse inspiration og viden, som vi kan tage med os hjem. Men Nunavik er stadig langt fra det Grønland har opnået indtil nu, men vi har fået stor glæde af vores ophold her i Nuuk, siger Jonathan Epoo, leder af Saputiit Youth Association of Nunavik.

Inuit i Nunavik har endnu ikke opnået det, der svarer til det hjemmestyre, som vi indførte tilbage i 1979.
Tidligere i år var der godt nok en folkeafstemning om øget regionalstyre, men her stemte langt størstedelen af Nunaviks befolkning imod.
Nej-siden afviste aftalen, da den langt fra gav dem den ønskede grad af selvstyre.

Men Jonathan Epoo ser optimistisk på for Nunaviks fremtid:

- Vi er Inuit. Vi er stærke når vi står sammen, og vi har vore visioner. Men vi er nødt til at definere disse visioner selv. Vi skal ikke bøje os for andre, og hvordan de vil have vi skal være. Vi skal selv, og derfor er det en interessant periode, at være en del af de unge Inuit i Nunavik, siger Jonathan Epoo, der sammen med resten af delegationen tog hjem til Nunavik denne eftermiddag.

Næsten 75 procent af Inuitbefolkningen i Nunavik er under 35 år. Vores kollega her i KNR, Henriette Rasmussen talte med Minnie Grey, og på søndag bringer vi en længere udsendelse om delegationens Grønlandstur på grønlandsk nu klokken 15.45 om eftermiddagen.