Ung mand frøs ihjel

En 23-årig mand fra Nuuk mistede i går livet under tragiske omstændigheder.
Skrevet af Mads Fisker
13. marts 2011 13:05

Manden blev af et familiemedlem fundet livløs uden for sin bopæl ved middagstid. Hans kropstemperatur var blot tyve grader, og selv om det efterfølgende på Dronning Ingrids Hospital lykkedes at få hans hjerte i gang, måtte lægerne senere på eftermiddagen erklære ham død, oplyser Politiet i Nuuk.

- Vi kan umiddelbart sige, at han har ligget længe i sneen, og vi er nu i gang med at undersøge hans færden natten til i går, hvor det tyder på, at han har været i byen, siger vagthavende Siivaleeraq Terkelsen.

De nærmere omstændigheder er endnu uklare. Der vil senere i dag blive foretaget ligsyn, hvor det blandt andet vil blive undersøgt, om den unge mand var spirituspåvirket.

Nuuk var natten til lørdag ramt af en voldsom snestorm.