Underskriftsindsamling mod ny minkfarm

Modstanderne mod en kommende minkfarm ved Narsaq samler underskrifter for at få politikerne til at droppe ideen.
Arkivfoto Foto © : Marcin Hernik/Flickr Creative Commons
03. maj 2018 07:03

Modstanderne mod en kommende minkfarm ved Narsaq samler underskrifter for at få politikerne til at droppe ideen.

Et flertal i kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq har sendt et forslag om etablering af en sydgrønlandsk minkfarm i høring. Forslaget har mødt modstand fra blandt andet Dyrenes Venner i Nuuk, der står bag underskriftindsamlingen, der indtil videre har fået 614 underskrifter.

Inunnguaq Christiansen har taget initiativ til protesten på vegne af Dyrenes Venner i Grønland . Han mener, at en minkfarm vil skade Grønlands omdømme og dermed eksporten af grønlandsk sælskind.

- Når vi begynder at operere på en minkfarm, så betyder det jo, at vi opdrætter dyr til det formål, at vi skal sælge dem. Det går stik imod de grønlandske værdier vi har lige i øjeblikket, mener han.

LÆS OGSÅ Koalitionen vil avle mink og ræve

Dyrenes venner anerkender, at der er behov for nye erhverv her i landet, men minkfarme er ikke den rigtige vej frem.

- Det er vigtigt at vi bevarer de grønlandske værdier, og holde et godt image ud i verden. Der er mange andre måder at drive erhverv på, end små minke inde i små bure hele deres liv, siger Inunnguaq Christiansen, der håber, at underskrifterne kan være med til at stoppe farmen, inden den bliver en realitet.

Simon Simonsen, der er formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Kommune Kujalleq, kan ikke se, at der er noget problem i at opføre en minkfarm.

- Vi har svært ved at forestille os at det vil skade eksporten af sælskind. Salg af minkpelse er enormt rundt om i verden, siger Simon Simonsen.

- Her i Sydgrønland leder vi efter alle mulige erhvervsmuligheder, derfor er det ærgerligt at der er modstand, siger Simon Simonsen.