Underskrev aftale med Sydkorea

Søndagens topmøde i Ilulissat mellem formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist og Sydkoreas præsident Lee Myung-Bak mundede ud i underskrivelsen af fire forskellige dokumenter.
10. september 2012 06:36

Gårsdagens topmøde i Ilulissat mellem formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist og Sydkoreas præsident Lee Myung-Bak mundede ud i underskrivelsen af fire forskellige dokumenter.

Det første er et såkaldt forståelsesdokument, som naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen har indgået med den sydkoreanske minister for Viden og Økonomi, Hong Suk-Woo. Det, som de to ministre er nået til fælles forståelse af, er at begge lande ønsker at styrke samarbejdet på råstofområdet hvad angår bl.a. forskning og informationsudveksling.

Aftalen, som ikke er retligt bindende, gælder de næste 3 år.

Derudover har NunaMineals også underskrevet et forståelsesdokument med det statsejede mineselskab Korea Resources Corporation, og det samme har De Natioanle Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland GEUS - med det koreanske institut for Geo-videnskab og mineralske ressourcer.

Og endelig har Aarhus Universitet og det koreanske polarforskningsinstitut sat underskrift på en fælles hensigtserklæring.

Kuupik Kleist udtaler bl.a. om det sydkoreanske topmøde:

- Dette er starten på et historisk nyt forhold med store potentialer til en af verdens førende industrinationer. Besøget fra Sydkorea er endnu et bevis på Grønlands styrkede udenrigspolitiske profil.

Præsident Lee Myung-Bak og hans delegation rejser fra Grønland i dag.