Undersøgelser belaster Claus Jensen

Bestyrelsen havde al mulig grund til at bortvise daværende administrerende direktør for KNI A/S, Claus Jensen.
Skrevet af Jette Andersen
06. december 2013 06:26

Det konkluderer advokaten og revisionsfirmaet i de to rapporter, der dannede grundlaget for fyringen.

Advokat Niels Hansen Damm og revisionsselskabet Deloitte har skrevet henholdsvis den juridiske vurdering og revisionsrapporten om forholdene i KNI A/S efter Claus Jensens tiltræden som administrerende direktør.

Niels Hansen Damm afslutter sin juridiske vurdering med at skrive:

Citat: "Det er min vurdering, at der er tilstrækkeligt grundlag til at bortvise Claus Jensen." Citat slut.

Advokaten mener, at Claus Jensen i en række tilfælde har brugt selskabets penge til private formål.

Blandt andet peger han på en stor temafest, hvor underholdningen er blevet hentet fra Danmark til Sisimiut med alt betalt. Familien havde han også fået op til Sisimiut på KNIs regning, da de var blevet brugt som "medhjælpere".

Det kostede 33.615 kroner at få medhjælperne op, så de kunne dække bord, tage billeder og andet.

Hvis vi bliver ved rejser, så har det også vist sig, at Claus Jensens kone har fået minimum seks rejser Sisimiut - København og retur, betalt af virksomheden.

Claus Jensens kontrakt sagde TO årlige feriefrirejser.

Bestyrelsesformand Niels Thomsen har valgt at fremlægge rapporterne, fordi han mener, det er på tide at få fakta på bordet.

- Sagen er blevet fordrejet. Jeg har en interesse i at vise omverdenen, både Grønland og de danske medier, at vi måske ikke er slette, som vi bliver stemplet som, men at der var et grundlag, som man ikke kunne se bort fra, siger Niels Thomsen til det danske dagblad Politiken.

Radioavisen har uden held forsøgt at få en kommentar fra Claus Jensen.