Undersøgelse: Vi vil helst resocialisere forbrydere

Vi vil hellere hjælpe de kriminelle ud af deres løbebane end at afskrække dem med strenge straffe.
Skrevet af Peter Bye Andersen
15. juni 2015 04:20

En storstilet undersøgelse slår en gang for alle fast, at resocialisering er det foretrukne instrument til at bekæmpe kriminalitet i Grønland.

Det såkaldte gerningsmandsprincip, hvor man kigger på hvem gerningsmanden er, snarere end hvad han har gjort, er solidt forankret i den grønlandske befolkning.

Den grønlandske forståelse af forbrydelse og straf er altså meget lig med den, som en gruppe forskere kortlagde hos tidligere generationer tilbage i 1948.

Det viser en undersøgelse af kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland og Danmark fra Københavns Universitet.

Forskel på grønlandske og danske svar
Her svarer tre ud af fire grønlændere, at de vil 'hjælpe og støtte gerningsmanden. så han ikke begår kriminalitet igen'.

Kun 15 procent har svaret, at de vil 'straffe gerningsmanden, så han kan mærke at samfundet tager afstand fra hans kriminalitet'.  

Ser man på de danske svar er billedet næsten stik modsat.

Undersøgelsen viser samtidig, at den personfarlige kriminalitet - det vil sige drab, vold og voldtægt - er mange gange større i Grønland end i Danmark. To ud af tre grønlændere anser kriminaliteten for at være et meget stort problem.

Det får os dog ikke til at ryste i bukserne. Tre ud af fire skænker aldrig eller kun sjældent risikoen risikoen for at blive udsat for kriminalitet en tanke.

Der er mere om den sag i aften på KNR TV, hvor folketingskandidaterne skal diskutere retsvæsnet i en såkaldt krydsild.

Det er fra klokken 19.30.