Ultrakonservativ står til sejr i Iran - men vælgere tøver

Der ventes lav deltagelse ved præsidentvalget i Iran fredag, hvor ultrakonservativ chefdommer er favorit.
Der er udsigt til en lav valgprocent. En meningsmåling siger 41 procent, og det er meget lavt efter iransk målestok. Foto © : Wana News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
18. juni 2021 07:57

I dag er der præsidentvalg i Iran, hvor en ultrakonservativ chefdommer er favorit.

Alt peger på, at det bliver en af Khameneis trofaste mænd, den 60-årige Ebrahim Raisi, der bliver den næste præsident. Han er Irans øverste dommer og tilhører landets ultrakonservative religiøse elite.

Det bliver altså et ryk væk fra den mere moderate nuværende præsident, Hassan Rouhani, som ledte Iran frem til en atomaftale med verdens stormagter i 2015.

Indtil i går var der syv kandidater, som stillede op ved valget, men tre kandidater er i sidste øjeblik sprunget fra.

Der er udsigt til en lav valgprocent. En meningsmåling siger 41 procent, og det er meget lavt efter iransk målestok. Det kan svække regimets legitimitet, og derfor har Irans åndelige leder, ayatollah Khamenei, i en tale på tv stærkt opfordret landets borgere til at stemme.

Ved valget i 2017 stemte over 70 procent af vælgerne.

LÆS OGSÅ Diplomater: Iran-atomaftale begynder at tage form

Demokrati er det ikke i vestlig forstand. For at opstille til præsidentvalget skal man godkendes af Vogternes Råd. Det er en lille forsamling af konservative religiøse ledere. De skal vurdere, om kandidaterne er loyale over for den islamiske orden i landet.

I sidste måned fjernede Vogternes Råd med et pennestrøg alle kendte moderate kandidater, herunder den tidligere formand for parlamentet, Ali Larijani.

Nogle reformvenlige politikere i Iran og dissidenter har opfordret til en valgboykot. Blandt andet med hashtagget #NotoIslamicRepublic, som er blevet flittigt tweetet i Iran og uden for landet.

Valget finder sted, mens Iran er i gang med at forhandle om en videreførelsen af atomaftalen fra 2015. Den trak USA sig ud af under præsident Donald Trump, men som Joe Biden har erklæret sig villig til på ny at tilslutte sig.

Det er forhandlinger, som ikke umiddelbart vil blive påvirket af valget. I alle sager om Irans atomprogram er Khamenei den, der bestemmer.