Ukraine kræver russisk tilbagetrækning i forhandling

Ukraine kræver "øjeblikkelig våbenhvile" og en russisk tilbagetrækning under de forhandlinger, som er indledt mandag formiddag.
Foto © : Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
14. marts 2022 16:51

Ukrainsk udspil op til forhandlinger med russerne mandag var et oplæg til "hård diskussion" ifølge forhandler.

Ved den fjerde runde forhandlinger, som finder sted via video, er ukrainernes krav "fred, en øjeblikkelig våbenhvile og en tilbagetrækning af de russiske styrker".

- Først når dette er klaret, kan vi begynde at tale om regionale relationer og politiske meningsforskelle, siger Kyivs forhandlingsleder, Mikhailo Podolyak, i en videoerklæring på Twitter.

Ukrainske og russiske repræsentanter havde aftalt at indlede den nye forhandlingsrunde ved en videokonference mandag omkring klokken 05.30 grønlandsk tid.

Ved tidligere forhandlinger har der været meget fokus på humanitære spørgsmål og lokale våbenhviler, som kunne gøre det muligt at bringe forsyninger frem til belejrede byer.

Men det ukrainske udspil op til forhandlingerne mandag var et oplæg til "hård diskussion". Det siger Mikhailo Podolyaks i videoerklæringen på Twitter.

Han skrev, at Rusland "stadig ligger under for den vrangforestilling, at 19 dages vold mod (Ukraines, red.) fredelige byer er den rigtige strategi".

Den tidligere franske ambassadør Michel Duclos, som i dag er tilknyttet den franske tænketank Montaigne Institute, siger, at det diplomatiske spor på nuværende tidspunkt er sekundært i forhold til det, der sker på slagmarken.

Han venter først klare fremskridt i forhandlingerne, når en af parterne har vundet klare militære fordele.