Ukendt atom-ulykke i Grønland i 1961

Det Internationale Atomenergiagentur IAEA - opgraderer nu atomulykkerne i Japan til en kategori 5-hændelse på en skala fra 1 til 7. Samtidig er det kommet frem at en anden af historiens værste atomulykker fandt sted i grønlandsk farvand - helt tilbage i 1961.
Skrevet af Karsten Sommer
18. marts 2011 13:28

IAEA slår i dag fast at ulykken i Japan må betegnes som en kategori 5-ulykke, på en skala hvor kategori-7 er det værst tænkelige.

Kategori-5 er en atomkatastrofe, der har omfattende konsekvenser og kan være til risiko for omgivelserne.

Tragedien i Tjernobyl i 1986 udgjorde en kategori 7-katastrofe og er verdens hidtil alvorligste A-kraftulykke..

Atomulykkerne i Japan er samtidig kommet på listen over de 10 værste atomulykker i historien.

Set med grønlandske briller er den store overraskelse på listen at en atomulykke i grønlandsk farvand figurerer som nummer 8 på Top-10-listen.

Ulykken skete helt tilbage i 1961 - altså for 50 år siden. Den 4.juli 1961 brød kølesystemet i den sovjetiske atomubåd K-19 læk under en øvelse ud for Kangeq ved den grønlandske østkyst, fortæller Ekstrabladet.

Det medførte sammenbrud i U-bådens kølepumper, og reaktortemperaturen steg ukontrollabelt til 800 graders varme, meget tæt på brændselselementernes smeltepunkt.

Den sovjetiske kaptajn Zateyev beordrede derfor syv mekanikere til, under hård stråling, at bygge et alternativt kølesystem.

Det lykkedes at nedkøle reaktoren, men alle ombordværende blev udsat for radioaktiv stråling. De syv arbejdere, der havde bygget nødkølesystemet, døde inden for en uge og yderligere 20 besætningsmedlemmer døde inden for de følgende år.

Det har, så vidt Radioavisen erfarer, ikke tidligere været officielt kendt i Grønland, at en sådan atom-U-bådsulykke har fundet sted i grønlandsk farvand.

Redaktør Jørgen Fleischer, som i 1961 arbejdede både på avisen AG og på Radioavisen, siger i dag til os, at oplysningerne om U-bådsulykken er helt nye for ham.

- Jeg har aldrig hørt om det, og det må betyde at det er blevet holdt hemmeligt dengang i 1961. Jeg er meget overrasket over de oplysninger, siger Jørgen Fleischer til Radioavisen.