Ukaleq Slettemark deltager i reality-udsendelse på TV2

Der er snart premiere på TV2’s udsendelse Korpset, hvor 14 kendte personer udsættes for fysiske og mentale udfordringer. En af deltagerne er skiskytten Ukaleq Slettemark.
Skrevet af Noah Mølgaard
27. august 2023 11:20

Ukaleq Slettemarks skidragt med inuit tatoveringer som mønstre er skiftet ud med camoufleret militærtøj.

Det sker i forbindelse TV2’s reality-udsendelse Korpset, hvor 14 kendte ansigter mærker på egen krop, hvilke prøvelser aspiranter til frømandskorpset og jægerkorpset bliver udsat for til optagelsesprøverne.

Forberedelserne til optagelserne begyndte allerede sidste år i al hemmelighed.

- Før sidste sæson blev jeg ringet op af en caster til udsendelsen. De havde tænkt, at jeg kunne være en god deltager. Jeg fik noget betænkningstid. Det var helt perfekt. Det ville jeg rigtig gerne, siger Ukaleq Slettemark til KNR.

Det var starten på flere ophold i Danmark uden at kunne fortælle vennekredsen om rejsens formål, og optagelserne blev gennemført i april.

Specialstyrke mentalitet

- Det har jeg holdt hemmeligt siden april. Så det har godt været svært at kunne holde det hemmeligt, fortæller Ukaleq Slettemark.

- Også fordi vi ikke havde mobiler med, så vi havde slet ikke kontakt til omverdenen.

Hendes sport, skiskydning, kræver meget koncentration, når der skydes mod et mål på størrelse med en tennisbold på 50 meters afstand. Det bliver ikke lettere, når der skal undgås forbiere og dermed tab af vigtige sekunder i pressede situationer.

- Grunden til, at jeg har sagt ja til at deltage, er, at jeg ved, at de her specialstyrkesoldater er enormt mentalt stærke og har stor mental værktøjskasse, siger Ukaleq Slettemark og fortsætter: 

- Og jeg tror, noget af det specialstyrkerne lærer, er noget, jeg kan tage med til min satsning. Det er måske noget af det mest livsændrende jeg har været igennem. Det har været meget intenst, og man lærer rigtig meget.

Deltagerne må ikke på nuværende tidspunkt fortælle noget om indholdet i programmet.

Korpset bliver sendt på TV2 Play fra 6. september og TV2 Echo 13. september.