Ukaleq Slettemark debuterer på rulleski

Skiskyderen havde ikke den bedste finale på rullende ski i går.
Ukaleq Slettemark træner til vinter-OL næste år. Foto © : Grønlands Skiskytterforbund
27. august 2021 14:33

Lige nu er der VM i rulleskiskydning i Tjekkiet. 

Her deltager den grønlandske skiskydestjerne, Ukaleq Slettemark, der for første gang stiller op til et VM på rullende ski. 

I går deltog hun i finalen i en såkaldt supersprint, hvor der løbes på en meget kort bane med fire skydninger.  

- Jeg havde en rigtig god plan for kvalifikationen, og den fulgte jeg rigtig godt. Men så var jeg ikke helt forberedt på, at finalen kom så hurtigt bagefter, så der var jeg overhovedet ikke klar. Derfor kom jeg lidt bag feltet og var meget urolig og usikker på skydebanen, hvor jeg skød forbi seks gange, siger hun.

Finaler i weekenden

Både lørdag og søndag skal der igen løbes finaler.

Her er Ukaleq Slettemark klar til at tage konkurrencen op, men også spændt på, hvordan det vil gå, da hun ikke har haft den optimale træning op til løbene: 

 

Foto © : Grønlands Skiskytterforbund

Foto: Grønlands Skiskytterforbund

 

- Jeg har ikke haft den optimale træning i sommer, men løbene er rigtig god konkurrencetræning, hvor jeg kan få afprøvet, hvor jeg ligger henne, og hvad jeg skal arbejde mest med, siger hun. 

Vinter OL næste år

Lige netop i år er det særlig vigtigt, at Ukaleq Slettemark finder formen. Det er nemlig nu, hun skal kvalificere sig til næste års vinter OL: 

- Det bliver spændende at se, om jeg kan klare det. Det bliver rigtigt hårdt, men det er en målsætning. Ved det kommende OL skal jeg samle erfaring til om fire år, hvor jeg skal være på toppen af min karriere. Der kommer til at være en masse presse fra medierne og forventninger, og det skal jeg lære at tackle, siger hun. 

Vinter OL starter 4. februar 2022, hvor Beijing er værtsby.