UFO-storm over Canada

Det myldrer med UFO'er i det canadiske luftrum. Faktisk er der så mange uidentificerede flyvende objekter, at 2015 blev det år, hvor der er observeret næstflest i de seneste 30 år.
Foto © : Richard/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
14. april 2016 06:19

Det siger organisationen Canadian UFO Survey i sin årsrapport. Der er registreret tre-fire UFO-observationer dagligt, nemlig totalt 1267.

Det år, hvor der har været flest observationer i de seneste tre årtier, er 2012 med 1981. Men her kan det spille ind, at det var et år, hvor verden ifølge en gammel maya-kalender skulle gå under.

Observationerne er blandt andet mærkelige lys og underlige ting på himlen. De fleste har dog naturlige forklaringer, siger organisationen. Af de mange observationer i 2015 er det mindre end 12 procent, der ikke umiddelbart kan forklares.

/ritzau/