Ufaglærte unge hårdest ramt af bygde-arbejdsløshed

Flere og flere unge i Grønland står uden arbejde. I bygderne er det især unge ufaglærte, som ikke har et job at stå op til, fastslår bygdeforeningen Kanunupe.
Skrevet af Jaaku Lyberth
11. oktober 2010 10:10

Ungdomsarbejdsløsheden er steget markant i Grønland.

Men meget tyder på, at at ledigheden er større end de officielle tal, især i bygderne er der tilsyneladende mange unge uden arbejde.

Og i følge formanden for bygdeforeningen Kanunupe Jens Kristian Therkildsen er det primært ufaglærte unge, der er ramt af arbejdsløshed i bygderne.

- Det gælder arbejde inden for kommunen, og uden for fiskerisæsonen er arbejdsløsheden mærkbar i bygderne, forklarer Jens Kristian Therkildsen og tilføjer, at mange grønlandske unge med en uddannelse søger væk fra bygderne for i stedet at arbejde i byerne.

Han erkender, at arbejdsløsheden blandt unge i bygderne er for stor, og at mulighederne er for få. Jens Kristian Therkildsen peger på, at der mangler et sted, hvor de unge fra bygderne kan få rådgivning, så de kan komme videre med at søge arbejde.

Derudover har han ingen konkrete forslag til, hvordan man kan bekæmpe arbejdsløsheden i bygderne.

- Ansvaret ligger hos alle i Grønland, både kommunerne, bygderne og landpolitikerne, siger Jens Kristian Therkildsen.