Ufaglærte får indblik i omsorgssvigtede børn

En række ufaglærte ansatte på børneområdet landets bygder og mindre byer fået større indsigt, viden og handlemuligheder i forhold til omsorgssvigtede børn gennem nye uddannelsesforløb, som Foreningen Grønlandske Børn står bag.
28. marts 2012 13:41

Indtil videre har uddannelsesrækken været gennemført i Qaanaaq i Nordgrønland og i Tasiilaq, Ittoqqortoormiit og senest i Nanortalik.

Og i denne uge gives stafetten videre til Kangaatsiaq og senere på året til til Uummannaq og Upernavik.

Underviserne på uddannelsen er konsulent og socialrådgiver Nukákuluk Kreutzmann og psykolog Inuk Borup-Nielsen. Koordinering af de enkelte uddannelsesforløb sker i tæt samarbejde med socialafdelingerne i de involverede kommuner.

Formålet med uddannelsen er at skabe større bevidsthed om omsorgssvigt hos børn og styrke den lokale indsats over for problemet. Deltagerne i uddannelsen er ufaglærte, da det hovedsagelig er denne gruppe, som arbejder i børne- og socialsektoren i de mere isolerede byer og bygder i Grønland. Disse personer har i mange tilfælde ikke den nødvendige viden til at spotte og gribe ind over for omsorgssvigt hos børn.

Villum Fonden står økonomisk bag kursusforløbet i Nordgrønland i år, mens KNI bidrager med forplejning til kursisterne.