Uenighed om karteldom afskrækker i byggebranchen

Tre entreprenørvirksomheder her fra landet og deres direktører blev i dag alle kendt skyldige i "meget alvorlige lovovertrædelser", da Retten i Grønland afsagde dom i den første kartelsag herhjemme nogensinde. Nu rejser spørgsmålet sig, om afgørelsen vil få betydning for det, som myndighederne kalder en dårlig konkurrencekultur. En advokat tvivler, mens de dømte er anderledes overbeviste.
Skrevet af Mads Fisker
04. april 2012 19:24

Efter anklagemyndigheden havde lagt op til bøder i millionklassen, blev B.J. Entreprise, Kang-Total-Byg og Permagreen Grønland tidligere i dag idømt bøder på mellem 415- og 670.000 kroner for omfattende aftalt spil i forbindelse med offentlige byggerier.

- Jamen, jeg har jo læst dommen og forstået den, og vi tager det til efterretning. Det er en sag, B.J. Entreprise ikke er stolte af, og det vil ikke gentage sig. Det er ikke noget, der sker igen, fra vores side, forsikrer B.J. Entreprises John Kvistgaard Eliasen, der i lighed med de to øvrige dømte direktører personligt skal betale 25.000 kroner udover de noget mere anseelige beløb, som deres selskaber skal bøde efter dagens afgørelse.
 
- Det er jo klart, at når man får at vide, at sådan noget må man ikke, at det er ulovligt, og de ser meget strengt på det - så gør man selvfølgelig ikke det mere, for vi er jo ikke interesserede i at drive en virksomhed, man ikke kan stole på, lyder det fra John Kvistgaard Eliasen, hvis virksomhed B.J. Entreprise i dag blev i dømt den strengeste straf med en bøde på 670.000 kroner.

Fra en andet af de dømte selskaber lyder det på samme måde, at sagen synes at have ført til en erkendelse af, at den omfattende koordinering af tilbud på offentlige byggerier overhovedet var en kriminel handling - endda en meget alvorlig lovovertrædelse, efter rettens vurdering.

- Vi har på grund af manglende omtanke overtrådt konkurrenceloven, er ordlyden fra Permagreens Preben Kold Larsen således i en reaktion på dommen.

- Uanset dette ikke har medført nogen berigelse hos os eller andre, og vi har haft den opfattelse, at der heller ikke var nogen risiko for, at dette kunne ske ved vores handlinger, har vi erkendt, at det vi har gjort ikke fremmer den frie konkurrence gennem fair og gennemskuelige licitationer, skriver direktør Preben Kold Larsen.

Men hvor de to dømte direktører altså forsikrer, at sagen vil betyde mindre - mere eller mindre ubevidst - svindel og mere fair konkurrence i den hjemlige byggebranche, er organisationen Transparency Greenland, der arbejder for at bekæmpe korruption, anderledes skeptisk.

- Det, jeg studser lidt ved, er bødeniveauet. Der var jo lagt op til millionbøder, og de er så sat ned til bøder i hundredetusindekroners størrelsen. Altså bødeniveauet vil ikke afskrække alene, fordi fortjenesten er så stor, lyder reaktionen fra organisationens formand, advokat Anders Meilvang, der langtfra mener, at man bør lade sig overbevise af entreprenørselskabernes forsikringer.

- Det kunne være rart, hvis myndighederne også selv var lidt mere proaktive, for når vi netop har alt det offentlige arbejde, er der en stor fare for, at der kan være de her sager, siger Anders Meilvang.  

Og vi er særdeles opmærksomme, for der er der ganske rigtigt grund, er reaktionen fra disse myndigheder:

- Dommen i dag bekræfter Konkurrencetilsynet i, at konkurrencekulturen i byggebranchen i Grønland er dårlig. Konkurrencetilsynet holder derfor fortsat et vågent øje med byggebranchen, lyder det således i en skriftlig kommentar fra styrelseschef Nicolai Odgaard Jensen.

- Tilbudskoordinering er alvorlig økonomisk kriminalitet. Det er derfor vigtigt, at virksomheder står frem med deres viden om karteller, så vi sammen kan komme de brodne kar i branchen til livs og sikre fair konkurrence for de virksomheder, der ikke snyder, opfordrer Konkurrencetilsynets styrelseschef, Nicolai Odgaard Jensen.

Kang-Total-Byg har som det eneste af de dømte entreprenørselskaber i dag ikke ønsket at forholde sig til dommen, der altså er den første nogensinde af sin slags.

Såvel de dømte som anklagemyndigheden har nu to uger til at beslutte sig for, om man vil anke afgørelsen fra Retten i Grønland. Fra både B.J. Entreprise og Permagreen lyder det dog i dag, at man accepterer bødestørrelsen, mens anklagemyndigheden - der havde krævet langt større bøder på op til 3,7 millioner kroner - vil udnytte betænkningstiden.