Uenighed om brugen af cyanid

Gift kemikaliet Cyanid er genialt til guldudvinding og derfor vil Nalunaq guldminen have Selvstyret til at bæåstemple brugen af det. Men naturforeningen Avataq og ICC er imod.
28. februar 2010 16:11

Cyanid er et giftstof, men det er også rigtig godt, når der skal forarbejdes guld. Det har Nalunaq Guldminen tænkt sig at udnytte, og når det nye anlæg snart er helt oppe at køre, har de søgt Selvstyret om tilladelse til at benytte cyanid til at forarbejde guldet.

Angel Mining, som ejer Nalunaq guldminen lover, at cyaniden ikke vil forurene naturen omkring minen, men Natur- og Miljøforeningen Avataq og ICC frygter, at brugen af det giftige stof kan få alvorlige miljømæssige konsekvenser.

Det er første gang nogensinde, at guldet skal forarbejdes her i landet, og det giftige stof cyanid er det bedste til at at få selv de mindste guldklumper med, siger teknisk chef i Nalunaq guldminen Ture Grønlund.

- Fordelen er, at man får det hele med. Hvis vi kun udvinder via tyngdeseperation, så får vi kun det ud, som er frit guld. Men hvis man tager resten ud med cyaniden, så får man det hele med, for der opløser man simpelthen guldet, siger han.

Derfor har Angel mining søgt Selvstyret om lov til at bruge Cyanid. Miljøorganisationen Avataq og inuit organnisationen ICC har hver indsendt et høringssvar til Råstofdirektoratet om brugen af cyanid, og de er bestemt ikke fortalere for at mineselskabet skal have lov til at benytte giftstoffet.

- Cyanidresterne og andre kemikaler, der også kommer fra den proces vil løbe ud i miljøet og have en negativ effekt på det. Fordi cyanid er et meget kraftigt giftstof, siger Mikkel Myrup formand for Avataq.

Det er faktisk så giftigt at blot ét miligram cyanid er dødeligt for mennsker, advarer ICC deres høringssvar.

Teknisk chef hos Nalunaq Guldminen Ture Grønlund forsikrer dog, at cyaniden vil blive lageret forsvarligt inden i bjerget og kun anvendt i meget små doser.

- Man hælder ikke ret meget i. Man beregner, hvor meget der skal bruges i processen, så når den har gennemløbet sin lagringstid, så er det meste af cyaniden brugt, og er der rester tilbage, så neutralisere man dem inden de lukkes videre, forklarer Ture Grønlund.

Det tilfredsstiller dog ikke ICC og Avataq. Mikkel Myrup er nemlig bekymret for at resterne alliegvel kan slippe ud i den omgivende natur.

- De vil deponere, cyanidresterne i nogle mineskaker, hvori der findes en naturlig gennemstrømning af vand. Det vil sige, at cyanidresterne bliver gennemskyllet af det vand, der løber gennem fjeldet, og Angel Mining påpeger jo selv, at der er mindst to steder, hvor vandet løber ud af minen. Altså det vil løbe ud i økosystemet, og det syntes vi er problematisk, understreger Mikkel Myrup.

Den tekniske chef hos Nalunaq guldminen Ture Grønlund fastholder dog, at brugen af cyanid ikke kommer til at forurene, hverken natur eller mennesker.

- Der bør ikke være nogen forureningsfare ved det her, nej, fastslår Ture Grønlund.

Der var sidste frist for at indlevere høringssvar den 17. februar og nu skal Selvstyret, så beslutte om minen skal have lov til at benytte cyanid til udvinding af guld i Nalunaq Guldminen.