Udvider is-turisme

Det lille privatejede grønlandske flyselskab AirZafari, der i nogle år har fløjet turister på sightseeing over indlandsisen ved Ilulissat, udvider til sommer med endnu en maskine, der skal betjene turisterne i Kangerlussuaq.
Skrevet af Karsten Sommer
07. februar 2012 06:28

Det fremgår af Fyens Stiftstidende der har talt med Jens Ploug Larsen, der sammen med sin hustru Bente Biilmann Larsen, driver selskabet. De er begge til daglig piloter hos Air Greenland.

AirZafari har samtidig fundet en måde at gøre flyveturen over indlandsisen til en endnu større oplevelse end normalt.

Med inspiration i TV-naturprogrammerne på eksempelvis BBC og National Geographic, hvor musikken er med til at gøre programmet mere bevægende, har AirZafari nu investeret i specielle høretelefoner, som skal levere musik, når turisterne svæver ind over is-landskaberne.

- Det er i forvejen helt fantastisk at flyve hen over indlandsisen, men har du Enya eller Andrea Bocelli i høretelefonerne, rører det folk endnu dybere, siger Jens Ploug Larsen til Fyens Stiftstidende.

- Vi oplever meget positive reaktioner fra vores kunder, der kommer fra hele verden. En australsk mand måtte ligefrem indrømme, at han havde fældet en tåre, lyder det fra AirZafari-ejeren.

Fra maj investerer selskabet altså i endnu et 5-personers fly, der skal operere fra Kangerlussuaq. I det forgangne år havde selskabet op imod fire- fem daglige afgange i højsæsonen fra Ilulissat.