Udvider tilstedeværelse i Arktis

De arktiske nationer taler om fred og samarbejde, men samtidig er de godt i gang med at udvide deres militære tilstedeværelse i Arktis, siger politisk forsker Rob Huebert fra Universitetet i Calgary til Nunatsiaq News.
Skrevet af Louise M. Kleemann
08. april 2010 06:13

Rob Huebert mener, at USA, Danmark og især Norge ruster sig til et militært kapløb med Rusland:

Rusland har 5 atomdrevne ubåde på vej. Både Norge og Danmark har bygget nye flådeskibe, flere af dem med isforstærkning, og USA har bygget atomdrevne ubåde og har flere på vej.

Endelig har Canada planer om at bygge nye patruljeskibe og en ny arktisk isbryder. Den canadiske hær er derudover i gang med at bygge en militær træningsskole i Resolute Bay samt en dybtvandshavn i Nanisivik.

Han ser også den danske Siriuspatruljes samarbejde med Canada som et diskret vink til Rusland om at de vestlige lande, om nødvendigt, kan stå sammen i Arktis.

Huebert understreger, at en konflikt i Arktis vil være en katastrofe for alle involverede. Han er bekymret for, at oprustningen af militære styrker kan ende med et decideret kapløb.

Og derfor mener han at Arktisk Råd bør sætte sikkerhedspolitiske spørgsmål på dagsordenen, inden våbenkapløbet løber løbsk.