Udveksler erfaring om de ældre

80 mennesker, der i det daglige arbejder med de ældre i byer og bygder her i landet, har indledt et landsdækkende seminar i Katuaq, Nuuk.
Skrevet af Karsten Sommer
28. november 2012 13:23

Formålet med seminaret er at styrke det tværfaglige samarbejde om ældre og at udveksle erfaringer og hente inspiration til udvikling af arbejdet med de ældre.

Samtidig er det af stor vigtighed, at seminarets 80 deltagere får kontakt til hinanden på tværs af byer, bygder og sektorer, og dermed får god mulighed for at danne netværk omkring ældreplejen, som de til dagligt er fælles om at arbejde med.

Naalakkersuisoq for Familie, Mimi Karlsen åbnede seminaret her til morgen, hvor hun redegjorde for Naalakkersuisut´s ældre-strategi.

På seminaret vil der bl.a. blive mulighed for at høre nærmere om og debattere livskvalitet for de ældre, naturlig aldring, etik og moral i omsorgsarbejdet samt ønsker og behov for fremtidig kompetenceudvikling og kurser. Seminaret varer frem til fredag den 30. november.