Rapport afgør om arbejdsmiljø skal hjemtages

I sagen om hjemtagelse af ansvaret for arbejdsmiljøområdet afventer Inatsisartut en rapport fra Naalakkersuisut. Rapporten skal give et overblik over hvilke sagsområder, som Naalakkersuisut bør hjemtage og ikke mindst i hvilken rækkefølge.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
10. maj 2017 14:07

Inatsisartut stoler ikke på, at Naalakkersuisut har lavet den rigtige prioritering i forhold til, hvilke sagsområder der skal hjemtages og i hvilken rækkefølge, det skal ske i.

Derfor har Inatsisartuts lovudvalg valgt at trumfe Naalakkersuisuts plan om at hjemtage arbejdsmiljøområdet, ind til der er kastet mere lys over, om Naalakkersuisuts plan nu også er den rigtige.  

For at få klarhed i emnet afventer Inatsisartut nu en rapport, der skal give et overblik over den bedste køreplan.

- Vi vil gerne se hjemtagelse af sagsområderne i en helhed før vi træffer en beslutning, sagde formand for erhvervs- og råstofudvalget, Peter Olsen fra Inuit Ataqatigiit til KNR tirsdag.

LÆS OGSÅ Inatsisartut udskyder hjemtagelse af arbejdsmiljø

Udvalget har bedt Inatsisartut om at udskyde 2. behandlingen af naalakkersuisuts forslag om hjemtagelse af arbejdsmiljøområdet på land.

Og ifølge Peter Olsen er det, fordi udvalget afventer en rapport, der giver et samlet overblik over alle sagsområderne i forhold til hvilke økonomiske konsekvenser, der er ved at hjemtage dem, samt hvilke forudsætninger der skal være opfyldt for at Grønland på forsvarlig vis kan hjemtage områderne.

Altså vil udvalget være helt sikre på, at det er rigtigt at hjemtage arbejdsmiljø området netop nu, eller om der er andre områder, som er vigtigere at få hjemtaget først.

Det var dog Naalakkersuisuts udtrykte ønske at hjemtage området nu, men Inatsisartut har altså valgt at trumfe Naalakkersuisut ved at bede om at få punktet udskudt indtil videre.

Naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og energi, Hans Enoksen, afviser at kommentere sagen overfor KNR. Han oplyser, at han endnu ikke har fået en officiel forklaring fra udvalget på, hvorfor de har udskudt 2. behandlingen.

Indtil videre er punktet kun udskudt en uge med håb om, at rapporten kommer inden da.