Udvalg skal undersøge krav til at køre ATV i Grønland

Flere bosteder rundt om i Grønland er afhængige af at bruge ATV'er som transportmiddel. Det siger Aaja Chemnitz Larsen fra IA.
ATVer kan ikke sammenlignes med biler. Derfor bør færdselsloven for Grønland tilpasses de særlige grønlandske forhold, mener Aaja Chemnitz Larsen (IA). Foto © : Kim Sungwon
Skrevet af Malik Brøns
18. maj 2020 12:27

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, vil have kørekort for ATV’er i Grønland ændret. 

Et udvalg skal vurdere, om kravene skal tilpasses, siger minister. 

I 2017 spurgte Henrik Flesicher, der er medlem af Inatsisartut for Siumut til kravene for at få ATV-kørekort her i landet. Dengang var han medlem af Partii Naleraq.

Spørgsmålet var rettet mod Erik Jensen, der dengang var naalakkersuisoq for infrastruktur.

Til det svarede naalakkersuisoq, at der var dialog mellem naalakkersuisut og den danske regering gennem en fælles arbejdsgruppe, der ville se på reglerne.

Sag har ventet i tre år

Tre år senere tager Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, nu sagen op igen i et skriftligt spørgsmål til transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Ved flere bosteder i Grønland er borgerne afhængige af at bruge ATV'er som transportmiddel til befordring af syge, personer med handicap, til postomdeling og til erhvervsbrug såsom fårehold, skriver Aaja Chemnitz Larsen til ministeren.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq vil lette afgiftsbyrden på ATV'ere

- Det er en hindring, at der kræves et kørekort for at betjene ATV'er i Grønland, idet det ikke er muligt at erhverve et sådant i samtlige bygder. På den måde har borgere i Grønland ikke lige adgang til befordringsmuligheder, skriver hun.

De nuværende krav for at køre en ATV er, at man skal have et kørekort. ATV'er skal være indregistreret på samme måde som almindelige biler.  

Forventer et møde snart

ATV-udstyret skal leve op til reglerne for traktorer. Og så må man højst køre op til 30 kilometer i timen.

- ATV'er er derfor ikke at sammenligne med biler. Færdselsloven for Grønland bør retteligt tilpasses de særlige grønlandske forhold, skriver Aaja Chemnitz Larsen.

Han svarer, at man i februar i år har nedsat et kontaktudvalg bestående af danske og grønlandske myndigheder. Udvalget skal undersøge, om der er behov for at revurdere den grønlandske færdselslovgivning. 

I det skriftlige svar til udvalget skriver transportminister Benny Engelbrecht: 

- En eventuel ændring af kravene for ATV-kørsel i Grønland bør kun ske efter en klar tilkendegivelse fra Naalakkersuisut og grønlandske og danske myndigheders vurdering af, at det kan gøres på en færdselssikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

Udvalget har endnu ikke holdt møde sammen på grund af corona-situationen. Men transportministeren forventer et møde snarest muligt.