Udvalg indstiller Ilimanaq-projekt til fortsættelse

Udvalget for Erhverv, Råstoffer og Turisme i Qaasuitsup Kommunia bakker fuldstændigt op om projektet om at restaurere og omdanne to historiske bygninger til en konferencecenter med tilhørende 15 hytter i Ilimanaq.
11. oktober 2013 17:05

Det fortæller udvalgets formand, Palle Jeremiassen fra Siumut, der deltog i borgermødet i Ilimanaq. Og her var indtrykket meget positivt.

- Ilimanaq-borgerne er jo meget for projektet. Men de vil ikke involvere sig økonomisk, da de er bange for at binde sig til et så stort et beløb. Men de er interesseret i at være med. De siger ja til udefrakommende investorer, men de kan ikke være med på det økonomiske plan for det er et for stort projekt for dem, siger Palle Jeremiassen, og fortsætter:

- Status er, at vi fra mit udvalg har sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen for at få en principbeslutning om vi vil køre videre med sagen. Hele udvalget er enig i, at vi indstiller til kommunalbestyrelsen at sagen kører videre og at udvalget er for at projektet skal køre i Ilimanaq, siger Palle Jeremiassen.

Det er tanken, at Qaasuitsup Kommunia i samarbejder med Realdania Byg og World of Greenland skal bidrage med anlæggelse af en havn, kloakering og gangstier.

Men kommunens Udvalg for Erhverv, Råstoffer og Turisme har været i tvivl om, det er lovligt at kommunen indgår en aftale af den art, og har derfor spurgt konkurrencenævnet og kommunernes tilsynsråd til råds:

- Det er for at fjerne eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende den underskrevne aftale vi har lavet - trepartsaftalen som vi kalder den. Der er jo nogen der har tvivlet på om vores aftale kan holde og i den anledning har vi forespurgt konkurrencenævnet og tilsynsrådet for at få afklaret de spørgsmål, siger Palle Jeremiassen.

Men i følge ham har Konkurrencenævnet meldt tilbage, at nævnet ikke kan afgøre om kommunens aftale er lovlig, da denne sag hører ind under kommunernes tilsynsråd. Tilsynsrådet har endnu ikke har besvaret udvalgets forespørgsel. 

Sagen om projektet i Ilimanaq er blevet genstand for offentlig interesse, da borgmester Ole Dorph under et borgermøde i Ilimanaq om planerne med to historiske bygninger dukkede op. Ifølge ham, ikke som borgmester, men som almindelig borger. Her såede han ifølge flere kilder tvivl om projektet, som Qaasuitsup Kommunia, Realdania Byg og World of Greenland I fællesskab har igangsat.

Ole Dorph har erklæret sig inhabil i forhold til projektet i Ilimanaq, da han selv har turismeinteresser, der kan kollidere med projektet. Det var derfor Jess Svane i sin egenskab af viceborgmester, der forestod borgermødet i Ilimanaq.

KNR fortalte om samarbejdet mellem Qaasuitsup Kommunia, Realdania Byg og World of Greenland i marts måned. Det var den daværende borgmester, Jess Svane, der underskrev trepartsaftalen på vegne af kommunen. Sidenhen har der været valg til kommunalbestyrelserne, og efterfølgende blev Ole Dorph borgmester.