Udskiftningerne fortsætter uhæmmet

Først røg departementscheferne på stribe, og nu fortsætter udrensningen åbenbart i de selvstyreejede selskaber, første mål er KNI. Her ryger formandsskabet i ét hug, skriver AG i dagens avis.
21. august 2013 12:05

I en mail - sendt til KNIs administrerende direktør fra Aleqa Hammondsdepartement - fremgår det, at både formand Michael Skourup og næstformand Vagn Andersen vil få sparket på selskabets generalforsamling i næste uge på Hotel Hans Egede.

Vagn Andersen understreger overfor AG, at ingen har rettet personlig henvendelse til ham.

- Og finder jeg både umodent og upassende. Det er en mærkværdig fremgangsmåde at få den slags oplysninger i en kopi-mail, og man kan spekulere i, hvad der ligger til grund, siger han.

Vagn Andersen  har siddet i selskabets bestyrelse i syv år og har været med til at rette selskabets økonomi op efter katastrofeåret  2006, hvor KNI kom ud med et historisk stort underskud med et samlet tab på op mod en kvart milliard kroner.

Senest har KNI A/S præsenteret et overskud på 40 millioner kroner, der  udløste et udbytte til ejerne på 20 millioner kroner.

- Men det kan umuligt være forretningsmæssige årsager bag. Det må være noget andet, siger Vagn Andersen til AG.

KNIs bestyrelsesformand Michael Skourup bekræfte også overfor avisenr, at han har fået samme besked som næstformanden via en kopi-mail.

- Selvfølgelig er jeg ked af det, lyder det kort fra Michael Skourup, som på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer.

Ifølge AGs oplysninger forventes det, at det nye formandskab for KNI komme til at bestå af en islandsk erhvervsmand og Halibut-direktør Niels Thomsen, som Svend Hardenberg - Aleqa Hammonds nye departementschef - tæller i sin bekendtskabskreds.