Udskiftning i toppen af KNAPK: Nikkulaat Jeremiassen stiller op til Inatsisartut

Både formanden og direktøren for KNAPK har fået orlov indtil 11. marts. Vælges de ind i Inatsisartut, må de vælge mellem at være folkevalgt eller sidde i foreningen.
Først efter valget vil Nikkulaat Jeremiassen tage stilling til, om han skal forlade KNAPK for Inatsisartut. Foto © : KNR
19. februar 2025 12:58

Fisker- og fangerorganisationen KNAPK vil i det næste stykke tid være uden sin øverste ledelse.

Formanden for KNAPK, Nikkulaat Jeremiassen, har nemlig valgt at tage en pause fra sin stilling i organisationen indtil valgdagen den 11. marts.

Hans orlov skyldes hans planlagte deltagelse i valgkampen om pladserne i Inatsisartut for partiet Siumut.

Og skulle han ende med at blive valgt til Inatsisartut med det nødvendige antal stemmer, så vil han ifølge KNAPK's vedtægter ikke kunne fortsætte som formand, da formanden ikke må være tilknyttet politiske partier.

Han har dog endnu ikke besluttet, om han indtage en af de eftertragtede stolepladser i Inatsisartut eller vende tilbage til KNAPK, hvis han skulle blive valgt ind i landets lovgivende forsamling.

- Det er op til vælgerne. Når vælgerne har truffet deres beslutning, vil vi tage det op til diskussion, siger Nikkulaat Jeremiassen.

Ikke den eneste

Nikkulaat Jeremiassen er dog ikke den eneste på orlov.

Organisationens direktør, Vittus Qujaukitsoq, er også på orlov i denne periode. Og af samme grund. Han stiller nemlig op til Inatsisartut-valget for Naleraq.

På den baggrund ønskede han orlov, hvilket bestyrelsen godkendte tirsdag eftermiddag, fortæller Nikkulaat Jeremiassen:

- De to orlovsansøgninger blev også godkendt med respekt for valgkampen og rettighederne for individer, siger Nikkulaat Jeremiassen.

Men det er ikke de eneste ændringer i organisationen. Niels Lorentzen har selv besluttet at træde tilbage som næstformand og medlem af bestyrelsen. Jens Meeraq Lyberth er indtrådt som ny næstformand, og Ole Møller fra Uummannaq er blevet medlem af bestyrelsen.

I formandens fravær er det op til den midlertidige direktør, Mikael Petersen, og den nye næstformand, Jens Meeraq Lyberth, at afgøre, hvem der midlertidigt skal lede foreningen, siger Nikkulaat Jeremiassen.

- Organisationen har også sine faste ansatte, og stedfortræderen for direktøren fungerer som konstitueret leder i denne periode. Med de ansatte in mente mener jeg, at arbejdet vil fortsætte uden problemer.