Udsigt til færre personaleboliger i Nuuk

En arbejdsgruppe afdække området og fremlægge forslag til, hvordan Kommeqarfik Sermersooqs regler på personalebolig-området kan justeres. Foreløbig retter arbejdsgruppen kun fokus mod Nuuk, hvor problemet pt. er størst.
Skrevet af Naimah Hussain
18. april 2011 07:55

Kommuneqarfik Sermersooq forsøger nu at få bugt med manglen på personaleboliger i kommunen ved at skære kraftigt i antallet af opslåede stillinger MED personalebolig til rådighed.

Planen er at halvere antallet af stillinger med ret til personalebolig fra 10 til 5 stillinger om måneden for at skabe plads på ventelisterne og dermed få bugt med de stigende ventetider på bolig i kommunen.

Fra nu af vil alle stillinger, der forventes opslået med bolig i Nuuk, derfor blive prioriteret af en såkaldt boliggruppe, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

-I dag er der ventetider på op til et år på en personalebolig i Nuuk, og der er to til tre måneders ventetider på vakantboliger, skriver kommunen på dens hjemmeside.

Tidshorisonten er kort. Allerede til sommer skal en arbejdsgruppe afdække området og fremlægge forslag til, hvordan kommunens regler på personalebolig-området kan justeres.

Foreløbig retter arbejdsgruppen kun fokus mod Nuuk, hvor problemet pt. er størst.