Udsigt til afklaring omkring præst

Kirkeministeren ventes snarest at udsende et notat med sin beslutning omkring den kirkelige betjening af grønlændere i Danmark, oplyser IA’s folketingsmedlem Sara Olsvig.
Skrevet af Martine Lind Krebs
16. november 2011 13:58

I snart to år har der været uklarhed omkring, hvordan grønlændere i Danmark fremover skal betjenes af Folkekirken. En af dem, der har kæmpet for at få en afklaring er psykoterapeut Henriette Berthelsen.

- Det er så uafklaret, og det har varet så lang tid, uden at der er kommet nogen afklaring omkring det, siger, psykoterapeut Henriette Berthelsen.

I februar i år udstedte den grønlandske biskop et cirkulære om, at grønlændere i Danmark skulle ansøge om kirkelige handlinger som konfirmationer, bryllupper og begravelser, da den grønlandske præst i Danmark, Jens Kristian Kleist, først og fremmest skal koncentrere sig om patienter og indsatte i fængslet. Og selv om der kun er givet to afslag til dato, betød det en klar forringelse af den kirkelige betjening af grønlændere i Danmark, mener Henriette Berthelsen.

-  Det er meget problematisk at det trækker i langdrag, siger hun.

Som psykoterapeut møder hun mange, der har glæde af at kunne gå til en grønlandsksproget gudstjeneste.

- Det betyder meget for mange grønlændere at have kontakt til kirken. Når de har sunget salmer og hørt præsten, føler de sig styrket. Og mange har virkelig brug for den mulighed for at gå til Gudstjeneste hver måned, siger Henriette Berthelsen.

Gudstjenesterne giver også mulighed for socialt samvær og styrker sammenholdet, siger hun.

-  Danskere kender det fra, når de er i udlandet i Australien eller USA, hvor der er danske kirker, hvor de samles. Og det er også en af grundene til, at grønlændere mødes til Gudstjenesterne i Danmark og holder kontakten ved lige – både med kirken og med andre grønlændere, siger Henriette Berthelsen.

De grønlandske folketingspolitikere – både de gamle og de nye – har alle givet udtryk for ønsket om, at Danmark kunne finansiere den del af den grønlandske præstegerning, som vedrører grønlændere, der opholder sig frivilligt i Danmark.