Udpluk af aftalen: Ny tænketank, ingen hjemløse og luk Kvanefjeldet

IA og Naleraq har indgået en koalitionsaftale. Forbud mod uran og nul hjemløse i 2035 er nogle af målene.
Múte Bourup Egede fra Inuit Ataqatigiit bliver ny formand for Naalakkersuisut. Hans Enoksen fra Naleraq bliver formand for Inatsisartut. Arkivfoto. Foto © : Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
16. april 2021 17:08

Solidaritet, stabilitet og vækst.

Det er overskriften på den koalitionsaftale, som Inuit Ataqatigiit og Naleraq netop har underskrevet.

Aftalen lægger bunden for de næste fire års samarbejde.

- Vi lever i et smukt og unikt land. Naturen, kulturen, maden, sproget, de mennesker, vi har i vores liv, har alt sammen en plads i vores hjerter.

- Koalitionen vil arbejde i respekt for samfundet og de mennesker, der bor her. Koalitionens udgangspunkt er, at den vigtigste ressource er mennesket, står der i indledningen.

Aftaleteksten er 15 sider lang og indeholder mange punkter.

Her er et udpluk af de ting, som koalitionen vil arbejde for:

 

Mineraludvinding og uran:

IA og Naleraq stoppe Kvanefjeldsprojektet.

Koalitionen er enige om, at der ikke skal udvindes uran i Grønland og vil arbejde for, at der lovgives om forbud af mineraludvinding, som indeholder radioaktivt materiale.

Skattereform:

En skattereform skal bidrage til bedre levevilkår. Her skal der rettes fokus på arbejdere, familier med mellemindkomster, pensionister, førtidspensionister og vilkårene for enlige forældre.

Hjemløse og boliger:

IA og Naleraq vil arbejde for, at der ikke findes hjemløse i Grønland i 2035 og gerne før.

Hjemløshed skal forebygges gennem støtte og vejledning, før man mister sin bolig.

LÆS OGSÅ De får en plads i Inatsisartut

Koalitionen vil også tage højde for, at mange borgere er lejere, står der:

- Målet skal derfor være, at der bygges almennyttige boliger, der dækker vores behov og ventelisterne må reduceres.

Fiskeri og fangst:

Koalitionen mener, at der skal ske forandringer i fiskeriet i samarbejde med interessenterne.

Et bæredygtigt fiskeri skal sikre fiskeriets fremtid, så også kommende generationer har adgang til denne værdifulde ressource, står der i aftalen.

Rammerne om fiskeriet skal optimere mulighed for salg, produktudvikling og bearbejdning.

- De ulige indkomster hos fiskerne kræver specifik fokus, skriver partierne.

Derudover er partierne også enige om, at de kvoter, som i dag fiskes af fiskere i EU, i fremtiden bør fiskes af grønlandske fiskere.

Så vil koalitionen vil udvikle eller forbedre uddannelser, der omhandler fiskerierhvervet

Økonomi:

Koalitionen vil revurdere den måde, finansloven bliver lavet på.

- Den økonomiske forvaltning skal ske ud fra, hvilke mål, der sikres midler, står der i aftalen.

Desuden vil koalitionen hurtigst muligt danne sig et overblik over lufthavnspakken.

De to partier vil også lave en plan for en gradvis genåbning af landet i forbindelse med Covid-19. Partierne lægger vægt på, at der i planlægningen skal tages højde for, at der kan gå flere år, står der i aftalen.

Sundhedssektoren:

Der skal gives midler til at forbedre sundhedsvæsenet de kommende år. Koalitionen vil også rette fokus på forbedringer af vilkårne for psykisk syge og kræftpatienter.

LÆS OGSÅ Magtskifte på vej: Inuit Ataqatigiit vinder valget til Inatsisartut

Der står også i aftalen, at der skal samarbejdes med partnere i Rigsfællesskabet  og andre samarbejdspartnere for at drøfte nødvendige politiske tiltag for at forbedre sundhedsvæsenets "servicering".

Koalitionen er også enig om, at "søge at opnå, at man kan føde, uden at forlade sit lokalsamfund", står der i aftalen.

Erhverv:

På erhvervsfronten vil partierne blandt andet etablere en tænketank, der skal rådgive om nødvendige politiske tiltag til at udvikle erhvervslivet.

Miljø:

Koalitionen vil lave et vandkraftværk ved Qasigiannguit og udvide vandkraftværket ved Nuuk.

Departement med fokus på børn:

Alle børn i Grønland skal have mulighed for udvikling og skolegang.

Det kræver ifølge koalitionen et særskilt departement, som skal koordinere viden om børn, unge og familier.

Departementet skal samarbejde med Børnetalsmanden med henblik på at sikre, at børnenes rettigheder opfyldes.