Udligningreform: Asii Chemnitz Narup i chok

De tre Siumut-styrede kommuner pegede, i følge Asii Chemnitz Narup, alle på en model, der betyder, at Kommunqarfik Sermersooq skal af med 117 millioner kroner.
Asii Chemnitz Narup
Skrevet af Sandra Meinecke
11. august 2014 14:26

- Hvad sker der?

Så kontant var reaktionen fra en tydeligt chokeret borgmester Asii Chemnitz Narup i Kommuneqarfik Sermersooq efter mødet mandag formiddag, hvor de fire kommuner og naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq, forsøgte at blive enige om udligningsreformen. Mødet endte med, at parterne ikke blev enige, og at løsningen nu er overladt til Naalakkersuisut.

LÆS OGSÅ Udligningsreform udsat igen

Men i følge hovedstadsborgmesteren pegede de tre andre borgmester på en model, som vil koste Kommuneqarfik Sermersooq 117 millioner kroner.

- Der blev fremlagt i hvert fald otte - ni modeller for 2015 og til min meget store og chokerede overraskelse pegede mine tre borgmesterkollegaer på en model som betyder, at Kommuneqarfik Sermersooq skal af med 117 millioner kroner mere end det, vi giver i dag i 2015, siger Asii Chemnitz Narup til KNR.

Mere kræver mere
Den uforstående borgmester påpeger, at hun og kommunalbestyrelsen ikke lagt skjul på, at Kommuneqarfik Sermersooq gerne vil bidrage til udligningen – men at selv de først omtalte 56 millioner var langt over, hvad de var i stand til, da konsekvenserne for kommunalansatte og de mindre byer ville blive for hårde.

Det nye forslag er derfor helt uforståeligt, forklarer borgmesteren.

- Udgangspunktet har hele tiden været, at Kommuneqarfik Sermersooq skulle betale mere, det har hele tiden ligget i kortene, og det er der sådan set ikke noget underligt i.

- Men at diskussionen hen over foråret og sommeren har fået en form, så de bliver ved med at kræve mere og mere ud af vores kommunekasse - jeg forstår det ikke, siger hun.

Asii & co. kæmper videre
Tirsdag mødes Kommuneqarfik Sermersooqs økonomiudvalg, hvor den nye fremlagte model på de 117 millioner kroner blandt andet skal diskuteres.

På mødet mandag lagde Kommuneqarfik Sermersooq op til en midlertidig løsning for 2015, der skulle være den samme som for 2014, hvor hovedstadskommunen, som nu, betaler 20 millioner oveni det aftalte bidrag på 86 millioner kroner.

- Vores kamp for at gøre opmærksom på, hvad det her vil betyde for Kommuneqarfiq Sermersooq, den er ikke slut, fastslår Asii Chemnitz Narup.

LÆS OGSÅ Her kan reformen ramme

De fire kommuner og naalakkersuisoq for finanser var gengæld enige om, at der skal udarbejdes en ny model for udligning og bloktilskud for 2015, og at der skal forberedes et bedre datagrundlag, så kommunerne kan lave en mere permanent model med virkning fra 2016.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Vittus Qujaukitsoq. Men naalakkersuisoq for finanser havde på forhånd sagt, at han ville tage den endelige beslutning, hvis ikke parterne selv ville kunne nå til enighed. Men nu overlader han det til Naalakkersuisut at tage den politiske beslutning, som forventes klar i næste uge.