Udenrigspolitisk Nævn mødes ekstraordinært om forhold til USA

Efter Donald Trumps seneste udtalelser om Grønland skal Det Udenrigspolitiske Nævn mødes tirsdag aften.
Foto © : Christian Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. januar 2026 10:29

Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget mødes tirsdag klokken 18 til et ekstraordinært møde på Christiansborg.

Nævnet afholder sædvanligvis planlagte møder med jævne mellemrum, men tirsdagens møde er indkaldt ekstraordinært, oplyser Det Udenrigspolitiske Nævns sekretariat til Ritzau.

Eneste punkt på dagsordenen er "Kongerigets forhold til USA", står der i mødeindkaldelsen.

Mødet er indkaldt, efter at USA's præsident, Donald Trump, har gentaget sit ønske om at få kontrol med Grønland.

På mødet deltager fra regeringen udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Donald Trump udtalte for få dage siden, at USA "har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhedssituation".

Præsidenten afviste at komme med yderligere kommentarer til, om han vil skride til handling over for Grønland.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde mandag, at "hvis et Nato-land angriber et andet Nato-land, så hører alting op. Da man i sin tid skabte Nato, var det for at undgå krig, for at undgå konflikt".

Natten til tirsdag dansk tid sagde vicestabschef i Det Hvide Hus Stephen Miller, at "ingen vil kæmpe militært mod USA om Grønlands fremtid".

- USA er den stærkeste magt i Nato. For at USA kan sikre Arktis-området og beskytte og forsvare Natos interesser, er det klart, at Grønland bør være en del af USA, sagde Stephen Miller til CNN.

Jens-Frederik Nielsen, der er formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering, har afvist de amerikanske tanker.

- Nu er det nok. Ikke mere pres. Ikke flere hentydninger. Ikke flere fantasier om annektering, skrev Jens-Frederik Nielsen søndag på Facebook.

/ritzau/