Ud og indrejse: Mundbind, Sumut-blanket og negative tests

Fra 15. juni må man rejse ind i Grønland igen uden en særlig tilladelse. Men hvad skal man være særligt opmærksom på, hvis man rejser ind og ud af landet?
Fra og med i dag åbner ind og udrejse fra Grønland. I starten er det dog max 600 personer, der må rejse ind om ugen. Arkivfoto. Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Malik Brøns
16. juni 2020 10:32

Sommerferien nærmer sig, og regler og retningslinjer omkring coronavirus giver anledning til mange spørgsmål, hvis man planlægger at rejse en tur ud af Grønland.

Her kan du se nogle af de ting, du skal være særlig opmærksom på:

Med fly fra Grønland til Danmark

I går startede første fase af genåbningen i Grønland. Det betyder, at max 600 passagerer kan rejse ind i landet om ugen. Allerede for nogle uger siden åbnede Grønland op for, at man kunne rejse ud af landet - og det fortsætter.

Men også i Danmark, er der ændringer i dag. Her bliver der åbnet op for rejsende fra Tyskland, Norge og Island. Og derfor bliver det påkrævet at bruge mundbind i Københavns Lufthavn.

Det selvstyreejede Air Greenland anbefaler derfor, at man køber mundbind før man træder ind i atlantflyveren fra Kangerlussuaq til Københavns Lufthavn.

Ifølge Københavns Lufthavn skal det være et såkaldt kirurgisk mundbind. Det anbefales også, at man skifter mundbindet ud hver tredje eller fjerde time.

9 kroner for mundbind

Mundbindene kan man købe i Kangerlussuaq lufthavn for 9 kroner hos Pilersuisoqs butikker. Pilersuisoq har en toldfri butik inde i lufthavnene og en butik uden for lufthavnen. 

Kædedirektør for Pilersuisoq, Brian Weuge Chemnitz, forklarer, at der lige nu er 7.500 mundbind i Kangerlussuaq, der er klar til salg.

- Skulle der blive udbredt smitte i hele landet, så er vi klar til at tilbyde mundbind i andre lufthavne, siger han.

Mundbindene er godkendt af sundhedsmyndighederne, og der er flere på vej.

Hvis man ikke når at købe mundbind i Kangerlussuaq, kan man ifølge Københavns Lufthavn købe mundbind i 7-eleven, en døgnbutik i lufthavnen, før sikkerhedskontrollen mellem terminal to og tre.

air greenland

Hvor kan man rejse hen?

Hvis man har planer om at rejse videre til andre lande, når man lander i Danmark, er der en række anbefalinger fra det danske udenrigsministerium.

Alle rejser til udlandet, som ikke er nødvendige, frarådes dog stadig. Det gælder dog ikke for lande som Island, Norge og Tyskland.

Hvis man ikke følger anbefalingerne, skal man dog være opmærksom på flere ting. For eksempel kan lande indføre nye restriktioner som tvungen karantæke eller at lukke grænserne.

Man kan også tilmelde sig en såkaldt 'Danskerliste' på Udenrigsministeriets hjemmeside. Den giver Udenrigsministeriet en liste over danske statsborgere, som opholder sig udenfor kongeriet.

Når man vender snuden tilbage til Danmark, opfordres man også at gå i 14 dages hjemmekarantæne, hvis man har været i et land, som Udenrigsministeriet fraråder at rejse til.

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Foto © : Martin Alleus/Flickr Creative Commons

Fra Danmark til Grønland

Ifølge naalakkersuisut og landslægeembedet, skal man testes negativ for covid-19 senest fem dage, før din tur til Grønland. Det betyder, at du selv skal bestille en test i Danmark.

Det gør man ved at kontakte Rigshospitalet.

Men først:

Hvis man har bopæl i Grønland, skal man først udfylde en Sumut-blanket. Blanketten er vigtig, fordi den også skal bruges, når man henvender sig til Rigshospitalet.

Når den er udfyldt, skal man ifølge landslægeembedet sende en mail til Rigshospitalet.

Rigshospitalet har mail: corona.rigshospitalet@regionh.dk

I mailen skal du sende:

- En kvittering for at have udfyldt Sumut-blanketten

- Navn

- CPR

- Et telefonnummer som virker i Danmark

- En mailaddresse som du bruger til dagligt

- Og afrejsedato, altså hvornår du skal afsted fra Danmark til Grønland

Når den mail er sendt afsted til Rigshospitalet, skal man vente på svar. Rigshospitalet vil kontakte dig om aftale for tid og sted for en test.

Hvis man bor i Danmark 

Men hvis man bor i Danmark og har dansk bopæl, har man lidt andre muligheder:

På hjemmesiden, coronaprover.dk, kan man bestille en tid til en covid-19 prøve. Her kan man enten logge ind med sit Nem-ID. Hvis man ikke har adgang til Nem-ID, kan man ringe til en af de danske regionssygehuse. 

Se telefon-kontaktliste på regionssygehuse her.

Ifølge landslægeembedet kan det tage tre dage, fra man får taget en test, til der kommer et resultat. 

Hvis testen er negativ, kan du begynde at pakke bagagen og gøre klar til afrejse. Husk at medbringe mundbind. 

Ved Air Greenlands Check-in-skranke skal du tage dit bevis for, at din test er negativ, med. Den må højst være fem dage gammel.

Ved siden af det, skal du udfylde en såkaldt Sumut-blanket.

På blanketten skal du blandt andet oplyse din rejseplan, bopæl, opholdssted og kontaktoplysninger.

Hvis man møder op ved check-in skranken uden en negativ test eller udfyldt Sumut-blanketten, kan du ikke komme med i flyet. Til det, skriver landslægeembedet, at man vil blive ombooket til en anden dato, men at ophold er på egen regning.

Ankomsten til Grønland

Når man så er ankommet til Grønland, skal man direkte gå i hjemmekarantæne.

Ved hjemmekarantæne råder landslægeembedet til, at du helst bliver hjemme. Man må gerne gå ud, men man skal så vidt muligt undgå kontakt til andre mennesker.

Hvis du bor med andre i hjemmet, gælder hjemmekarantænen ikke for dem, hvis der undgås tæt fysisk kontakt og har fokus på god hygiejne.

Fem dage efter ankomsten til Grønland, skal man bestille endnu en test. Det gør man ved at ringe til dit lokale sundhedscenter.

Hvis prøven er negativ, behøver man ikke længere at være i hjemmekarantæne. Og så må man komme ud igen som man har lyst til.

Men, hvis prøven skulle vise sig at være positiv, vil landslægeembedet kontakte dig.

Derefter vil hjemmekarantænen fortsætte, men med andre forhold.

Det bliver kaldt hjemme-isolation. Det betyder, at man skal undgå social kontakt med dem man bor med, man skal have adgang til et værelse for sig selv og helst også have ens eget toilet og bad. Hvis det ikke er muligt, skal du selv gøre rent efter brug af toilet og bad, for at andre kan bruge dem.