To ud af tre grønlandske boliger er saneringsmodne

- To tredjedele af boligerne er saneringsmodne. Kun en tredjedel kan betragtes som gode boliger, fortæller direktør i INI, Jukku Mølgaard til Boligen.
Siden en boligpolitisk redegørelse fra det grønlandske selvstyre blotlagde omfanget af problemerne er Blok P i Nuuk revet ned. Magasinet Boligen beskriver det kæmpemæssige areal der efterladt som et ar i Nuuk og peger på de 10 parallelle etageejendomme, der ligger ud til den tomme plads som bygninger, der godt kunne savne adskillige kærlige hænder:
- Det er Blok 1-10. De ligner noget, som for mange år siden ville være blevet en kernekunde i Landsbyggefonden, hvis adressen havde været i Danmark, skriver Boligen.
Problemerne stopper dog langt fra ved kvaliteten af boligerne. Et andet stort problem for INI er, at beboerne har ganske vanskeligt ved at betale sine regninger. Derfor har INI efter det seneste regnskabsår 80 millioner til gode hos sine lejere. Eller hvad der svarer til halvanden måneds husleje per beboer.
Faktisk er klimaændringerne også med til at forværre problemerne for den grønlandske boligmasse. Således beretter Boligen, at en blok med 12 boliger i Sisimiut ikke mere kan bebos. Der er tale om en af de såkaldte hvide blokke. Problemet for blokkens beboere er, at huset ikke er bygget på fast fjeld, som er det ideelle i Grønland. Huset er bygget på permafrost. Det vil sige på regulær jord med is et stykke neden under.
Nu da isen er begyndt at smelte på grund af klimaændringerne giver det store problemer, og beboerne skal flytte inden udgangen af oktober.
I Kangerlussuaq er næsten alle nye boliger opført på permafrost, oplyser projektchef Robert Høegh, Ini til Boligen, så her kan problemet også hurtigt blive stort.