Ubudne gæster spiser moskushoved på museum

Ummaannaq museum har været midlertidigt lukket på grund af angreb fra biller på flere af museets genstande.
Det er blandt andet ud fra dette billede, at Grønlands Nationalmuseum kan konstatere, at det er amerikanske klannere, der er gået til angreb på museumsgenstande i Uummannaq. Foto © : Uummannaq museum
Skrevet af Anders Dall
12. juli 2020 18:29

Uummannaq museum har den seneste tid holdt lukket, efter at biller har angrebet flere genstande på museet. Flere af museumsgenstandene skal nu frysebehandles, før de kan udstilles igen. Det oplyser Avannaata Kommunia i en pressemeddelelse.

Ifølge Grønlands Nationalmuseum er det biller, der kaldes amerikanske klannere, der har angrebet museets genstande i Uummannaq. Efter fundet af de første klannere blev museet midlertidigt lukket den 17. juni, lyder det fra kommunen. 

- Det mest angrebne genstand er et udstoppet moskushoved og et par kamikker, der lå frit på gulvet. Heldigvis var samlingerne i montrerne ikke blevet angrebet, men vi måtte smide moskushovedet ud, fordi der var for mange klannerlaver på det, siger Arnaaraq Lange i pressemeddelelsen. Hun er forebyggelseskonsulent i Uummannaq og arbejder som vikar på museet. 

Hun fortæller, at der også er fundet klannere på syv nationaldragter, to mandsdragter, to kopier af Qilakitsoq-dragter, en enkelt original Qilakitsoq-dragt samt på enkelte skindfor.

Frysebehandling

Museet har ud over nationalmuseet også rådført sig med konservatorer i Danmark og museet i Aasiaat, der tidligere har oplevet klannerangreb på museumsgenstandene.

Og for at gøre kål på klannerne har museet været nødt til at opbevare de angrebne genstande i containerfrysere.

- Vi er blevet godt rådgivet, og vi har fået at vide, at amerikanske klannere kan angribe skind og lægge æg på ben og træ, og vi skal derfor frysebehandle museumsgenstandene i mindst en uge, for at være sikker på, at vi kommer klannerne og larverne til livs, siger Arnaaraq Lange.

Som led i bekæmpelsen af klannerne må genstandene først stilles tilbage i museet halvanden måned efter opholdet i frysecontaineren.

- Vi regner derfor med at fortsætte med frysebehandlingen foreløbig indtil den 1. september. Derudover skal vi være påpasselige med at medbringe klannere og larver ind i museet, ligesom vi skal sørge for, at der bliver gjort hovedrent på museet, siger Arnaaraq Lange.

I kommunens pressemeddelelse fra den 7. juli fremgår det, at museet er midlertidigt lukket. Det har søndag ikke været muligt at få bekræftet, om det fortsat forholder sig sådan.