Uændret skat i Sermersooq trods kæmpe underskud

Sammenlægningen af de fem kommuner - Nuuk, Paamiut, Ivittuut og Illoqqortoormiut - til Kommuneqarfik Sermersooq, har været en både vanskelig og kostbar proces. Det kan aflæses på bundlinien af de regnskaber og budgetter, som en enig kommunalbestyrelse i går godkendte under førstebehandlingen.
21. oktober 2009 12:25

Tallene ligger i det røde felt. Resultatet i år bliver et underskud i omegnen af 175 millioner kroner, og i det kommende år budgetteres der med et underskud på 112 millioner kroner. Først i 2012 får den nye storkommune sit første overskud på 56 millioner kroner.

Men alligevel stiger skatten ikke over de nuværende 25 procent. Kommunen har nemlig penge på kistebunden.

Den gamle Nuuk Kommune tog en ganske betydelig egenkapital med ind i ægteskabet med de fire andre og mindre kommuner. Og det er den, der nu kommer den nye storkommune til gode. Men det betyder ikke, at man bare kan lade stå til.

Som borgmester Asii Chemnitz Narup udtrykker det, så er opmærksomheden omkring driftsudgifterne skærpet. De har nemlig vist sig at stige mere end skatteindtægterne. Blandt andet på grund af de mange servicetilpasninger og harmoniseringer, der har måttet gennemføres mellem de fem gamle vidt forskellige kommuner.

Men borgmesteren mener, at der nu er kommet styr på tingene. Der er iværksat et ansættelsesstop. Og samtidig lægges der op til forenklede administrationsgange. Der skulle sikre en både hurtigere sagsbehandling og slankere administration.

Trods det betydelige underskud på 175 millioner kroner i år garanterer borgmesteren, at der ikke vil ske serviceforringelser.

Det, der har tændt de røde tal på resultattavlen i Kommuneqarfik Sermersooq, er et meget stort byggge- og anlægsprogram: boliger, skoler og institutioner for 356 millioner kroner i år og 277 millioner til næste år. Dels finansieret via egenkapitalen, dels ved låntagning.

Asii Chemnitz Narup lægger ikke skjul på, at forventningerne hos de fire gamle kommuner, der er kommet under hovedstadskommunens vinger, er store. De har forventninger om at blive løftet til Nuuk's niveau. Men det vil komme til at tage mange år, hvis det overhovedet er muligt. For der skal stadig satses på udbygningen af Nuuk. Den kommer ikke på skrump, siger hun og understreger, at Nuuk er Kommuneqarfik Sermersooq's økonomiske traktor.