RIO 2016 Tyvstart: Danmark skal møde Irak i OL-fodbold

Den olympiske flamme kom i aftes grønlandsk tid til Rio de Janeiro, men den blev ikke mødt med lutter jubel.
Foto © : RIO 2016
Skrevet af Karsten Sommer
04. august 2016 07:49

I en bydel i den nordlige del af Rio kom det til kaotiske scener, da flammen blev båret frem. Hundredvis af demonstranter spærrede vejen for flammebæreren, og politiet brugte tåregas og peberspray for at sprede demonstranterne, skriver nyhedsbureauet AP.

De protesterer over de udgifter, som Rio har i forbindelse med OL. Offentligt ansatte i Rio har fået udsat udbetalingen af deres løn, og det får nogen til at rette deres vrede mod OL-arrangementet.

Flammen er blevet udsat for flere sabotageforsøg under de tre måneders rundtur i Brasilien.

Læs også Rusland ikke ude af OL

I morgen fra klokken 19 kan TV-seerne følge det officielle åbningsarrangement på KNR2 - selve åbningen begynder klokken 21.

Men allerede i dag tyvstarter OL med transmission af det danske olympiske fodboldlandsholds første kamp, hvor Danmark møder Irak. Det sker klokken 13.50 på KNR2.

Efter Danmarks kamp vises også fodbold mellem Brasilien og Sydafrika klokken 17 samt Portugal mod Argentina klokken 19 i aften.

Læs også Færøesk svømmer klar til OL