Tyveknægte 'bag lås og slå'

Politiet i Sisimiut kan ånde lettet op efter at en gruppe unge mænd er blevet dømt for en lang række indbrud.
Skrevet af Louise M. Kleemann
26. september 2011 13:48

De tre unge mænd på henholdsvis 17, 19 og 20 år blev i fredags stillet for en dommer. Her fik anklagemyndigheden lejlighed til at præsentere et anklageskrift, der indeholdt i alt 30 forhold, hvoraf de fleste omhandlede indbrud og tyverier.

Politiet i Sisimiut kan dermed se frem til et mærkbart fald i antallet af tyverisager, som byen har været plaget af i et stykke tid.

Drengene erkendte samtlige forhold i anklageskriftet. De forklarede også, at de havde indledt deres kriminelle løbebane fordi de kedede sig og manglede spænding.

Dommen lød således:

Den yngste af dem, en 17-årig mand, skal i to år være under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Den 19-årige, som i forvejen er kendt for lignende tyverisager, fik den hårdeste foranstaltning. Han kan nemlig se frem til en 11 måneder lang anbringelse i Anstalten for Domfældte.

Den 20-årige, der ligeledes har en plet på sin straffeattest, fik 2 måneders ophold i Anstalten for Domfældte.

Drengene kan desuden se frem til et erstatningskrav på i alt 116.400 kroner.