Tyskland: 18 børn blandt de kvæstede efter bil ramte folkemængde

En 29-årig tysk mand fra Volkmarsen er anholdt efter påkørslen mandag.
Af 52 kvæstede er 35 indlagt til behandling, mens de 17 andre behandles ambulant. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. februar 2020 08:21

18 børn er blandt de i alt 52 kvæstede, efter at en personbil mandag kørte ind i en folkemængde ved et karneval i byen Volkmarsen i Hessen.

Det oplyser tysk politi tirsdag.

Dermed er antallet af kvæstede opjusteret siden mandag aften. Her lød meldingen, at 30 mennesker var kommet til skade.

Af de 52 kvæstede er 35 indlagt til behandling, mens de 17 andre behandles ambulant.

29-årig anholdt

Det er ikke umiddelbart klart, hvor alvorlige kvæstelser de i alt 52 ofre har fået.

En 29-årig tysk mand fra Volkmarsen er anholdt. Han blev selv kvæstet og var under behandling mandag aften.

Der er ikke offentliggjort detaljer om mandens baggrund, og politikilder siger, at der "ikke er tegn på en politisk motiveret forbrydelse".

Politi og øjenvidner gav mandag indtryk af, at chaufføren kørte ind i folkemængden med vilje. Motivet bag påkørslen er endnu ukendt.