Tyske politikere nød grønlandsk seafood i Berlin

Den stod på grønlandske fiskespecialiteter og skaldyr, da Royal Greenland forleden indbød Tysklands folkevalgte politikere til en kulinarisk oplevelsesuge i selveste Deutsche Bundestag, det tyske parlament i Berlin.
Malik Hegelund Olsen på plads i Deutsche Bundestag. Foto: RG
Skrevet af Karsten Sommer
22. juli 2018 15:30

- Deutsche Bundestag er den mest prominente adresse i Tyskland, og normalt er det ikke muligt at afholde fremstød på stedet, fortæller René Stahlhofen, direktør i Royal Greenlands salgsafdeling i Bremen til RG´s hjemmeside.

- Men vi fik via en række samarbejdspartnere udvirket at vi fik mulighed for at arrangere dette fremstød, siger René Stahlhofen.

Omkring 1600 interesserede gæstede Royal Greenlands fremstød for sine produkter.

Specielt "Fisk fra Grønland" vakte stor interesse. Mange stillede også spørgsmål om Grønland, fiskeri, fiskearter og om de madopskrifter, vi havde lavet, fortæller Royal Greenland.

Malik Hegelund Olsen, salgschef for hjemmemarkedsafdelingen i Grønland, var inviteret med til arrangementet.

- Det var lærerigt og inspirerende at deltage i. Jeg fik input og erfaring, som vi kan tilpasse til vores fremstød her i Grønland, siger Malik Hegelund Olsen.