Tysk filmfestival sætter spot på Grønland

Film om Grønland fra de seneste 100 år er på plakaten, når den tyske filmfestival 'Nordiske Filmdage i Lübeck' løber af stablen i begyndelsen af november, skriver Sermitsiaq.gl.
Foto © : KNR/Arkiv
25. oktober 2009 16:38

Grønland er et særtema på festivalen 'Nordiske Filmdage i Lübeck'. Årsagen er, at Grønland i år har premiere på sin første egenproducerede spillefilm 'Nuummioq', fortæller initiativtager og filmhistoriker Jörg Schönning i et interview med Sermitsiaq:

- Da jeg hørte, at Grønlands første spillefilm ville få premiere i år, opstod ideen. Jeg syntes det var interessant at finde ud af, hvad der var sket med film om Grønland siden den tyske film 'Milak den grønlandske fanger' fra 1926 og frem til i dag.

'Nordiske Filmdage i Lübeck' er den største filmfestival for nordiske film uden for Skandinavien. Festivalen finder sted fra den 4. til den 8. november.

Spillefilmen Nuummioq har verdenspremiere i kulturhuset Katuaq i Nuuk den 1. november.