Tyrkiet efter USA-møde: Positiv trods russisk våbenaftale

Selv om der er spændinger mellem Tyrkiet og USA over en tyrkisk våbenaftale med Rusland, blev der opnået resultater under et møde mandag.
USA har indstillet levering af reservedele til F-35-kampfly til Tyrkiet. Arkivfoto Foto © : Rennet Stowe/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
16. april 2019 09:34

Det oplyser den tyrkiske finansminister, Berat Albayrak, efter at han mødtes med USA's præsident, Donald Trump, mandag.

USA har tidligere indstillet leveringer af reservedele til F-35-kampfly til Tyrkiet, selv om der er en kontrakt mellem de to parter.

Det sker, fordi USA vil have landet til at opgive købet af det russiske luftforsvarssystem S-400.

LÆS OGSÅ Tyrkiet fastholder våbenaftale med Rusland trods pres fra USA

- Under vores møder diskuterede vi muligheder for at øge vores samarbejde, og vi blev modtaget af den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver Albayrak på Twitter.

Ved mødet har Trump ifølge den tyrkiske finansminister taget et "fornuftigt standpunkt" i forhold til planerne om handlen med Rusland.

- Der var en meget positiv og konstruktiv samtale, siger finansministeren ifølge CNN Türk.

Albayrak, der er svigersøn til den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, mødtes også mandag blandt andet med Trumps svigersøn Jared Kushner, der er særlig rådgiver i Det Hvide Hus.

/ritzau/