Tusindvis viser vrede i den muslimske verden mod koran-afbrænding

Mange tusinde troende demonstrerer i en række lande mod Sverige og Danmark efter koranafbrændinger.
Rasmus Paludan afbrændte i lørdags en koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
28. januar 2023 15:10

Mange tusinde mennesker demonstrerer i Pakistan, Irak, Iran, Bangladesh og Afghanistan mod Rasmus Paludans afbrænding af koraner i Sverige og Danmark.

Det rapporterer nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Blasfemisk behandling af muslimernes hellige bog opflammer traditionelt mange muslimer i Pakistan.

Mindst 5000 mennesker går i optog gennem gaderne i Lahore, der er Pakistans næststørste by. 

- Koranen står skrevet i vore hjerter, lyder det fra deltagerne. De er blevet opfordret til at vise deres vrede af det radikale parti Tehreek-e-Labbaik.

I Karachi, Pakistans største by, har der samlet sig cirka 1000 mennesker. 

I begge byer bliver der afbrændt svenske flag.

Rasmus Paludan afbrændte i lørdags en koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. Det er blevet mødt med stor vrede af Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. 

Afbrændinger i København

Fredag var Paludan igen i gang med at brænde koraner foran en moské og den tyrkiske ambassade, begge i København, og dermed risikerer Danmark på ny konflikter med lande i den muslimske verden, præcis som det skete under Muhammed-krisen i 2006. 

Dengang handlede det om Muhammed-tegninger i morgenavisen Jyllands-Posten. Tegningerne blev mødt med store demonstrationer i en række muslimske lande. 

Det er blevet mødt med en protest af den tyrkiske regering til den danske regering.

En talsmand for den afghanske provins Badakshans guvernør siger, at tusindvis af mennesker har samlet sig efter fredagsbønnen for at give udtryk for deres vrede.

- De råber død over Sverige, USA og FN, siger han.

Der er også brudt demonstrationer ud i Irak, skriver AFP.

I Indonesien, der har den største andel af muslimer i noget land, har regeringen bedt den svenske ambassadør om at møde op i udenrigsministeriet.

Egyptens øverste religiøse institution har ifølge nyhedsbureauet AP opfodret muslimer i hele verden til en boykot af svenske varer. AFP skriver, at det også handler om "Dutch products", altså hollandske og ikke danske, "Danish", som Ritzau skrev tidligere om en mulig forveksling af ordene.

Reaktionen mod Holland kan referere til Edwin Wagensveld, leder af den højreradikale bevægelse Pegida i Holland.

Ved et træf søndag foran det hollandske parlament i Haag rev han sider ud af en koran.

Den efterfølgende boykot af danske varer i Mellemøsten og andre lande kan have kostet danske virksomheder op mod to milliarder kroner i tabt eksport. Det viste en senere analyse fra kandidater ved Handelshøjskolen i Aarhus.