Tusindvis af migranter forsøgte at nå USA inden nye asylregler

I timerne inden Biden-administrationens nye asylregler trådte i kræft, forsøgte migranter at nå USA.
Der har i dagene op til, at "Title 42" trådte ud af kraft været op mod 10.000 migranter, der krydsede grænsen mellem USA og Mexico dagligt. Foto © : Alfredo Estrella/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
12. maj 2023 08:52

Da torsdag blev til fredag i USA ophørte grænserestriktioner, der blev indført under coronapandemien og som har gjort det svært at komme ind i landet.

Reglen, der kaldes "Title 42", blev dog omgående erstattet af nye asylregler, der har til formål at afskrække illegale immigranter.

I timerne inden reglerne trådte i kraft, forsøgte tusindvis af migranter at krydse grænsen ved at vade gennem floder, klatre over mure og kravle over volde ind på amerikansk jord i håb om at få deres sager behandlet inden midnat.

Nogle meldte sig hos grænsevagter, mens andre forsøgte at krydse grænsen ubemærket.

I den mexicanske by Matamoros krydsede grupper floden Rio Grande i vand til hagen. Nogle bar små børn og tasker over hovedet, mens de forsøgte at komme ind i Brownsville i den amerikanske delstat Texas.

I El Paso i Texas havde hundredvis af migranter slået lejr på gader for at finde ud af, hvor de skulle gå hen, efter at de havde krydset grænsen.

Den nye regel betyder, at migranter, der ankommer til den amerikanske grænse, ikke har ret til asyl, hvis de har rejst igennem andre lande uden at søge asyl andre steder først, eller hvis de ikke har forsøgt at komme til USA på lovlig vis.

Det er dog endnu uklart, hvordan de nye asylregler kommer til at blive implementeret de kommende dage.

Lige inden "Title 42" indgav immigrationsfortalere repræsenteret af borgerorganisationen ACLU en skrivelse, hvor de anfægter de nye regler. De mener, at de nye regler er et brud på amerikanske lov og internationale aftaler.

Marsha Espinosa, der er talsperson for USA's ministerium for indenrigssikkerhed, forsvarer de nye regler og siger, at de "går efter at skabe incitament for at gøre brug af lovlige veje" i stedet for at krydse grænsen ulovligt.

Migranter, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, siger, at de havde hørt, at det ville blive sværere at komme ind i USA efter 11. maj, og de derfor havde skyndt sig for at nå det inden.

Der har i dagene op til, at "Title 42" trådte ud af kraft været op mod 10.000 migranter, der krydsede grænsen mellem USA og Mexico dagligt.