Turistråd: Vi skal have historierne klar

Hvis Nuuk, og Grønland i det hele taget, skal få noget markedsføringsmæssigt ud af en investering på 48 millioner kroner ved et eventuelt værtskab af Arctic Winter Games i 2016, kræver det en god PR-strategi.
Skrevet af Mads Ullerup
10. februar 2012 12:18

Det mener Visit Greenland, og ifølge dem er opgaven klar.

- Hvad er det for nogle historier vi vil fortælle? Til hvem og i hvilke lande? Og have nogle samarbejdspartnere, der sørger for vi kan få de her tv-indslag eller filmklip, eller hvordan man nu har tænkt sig de bliver bragt rundt omkring. Så er det jo det giver noget. Så giver et event reklameværdi kan man vel kalde det til et land, siger administrerende direktør Anders Stenbakken.

Kommuneqarfik Sermersooq og Selvstyret sendte i sidste i uge en officiel ansøgning til den internationale komité for Arctic Winter Games.Ansøgningen lægger op til tæt samarbejde med Iqaluit, men ikke i samme omfang som i 2002, hvor Nuuk og Iqaluit delte værtskabet.

- Vi har skrevet i ansøgningen, at vi ikke agter at bygge en isskøjtehal. Vi har i stedet foreslået at konkurrencerne i skøjteløb afvikles i Iqaluit, siger formanden for styregruppen for Grønlands ansøgning William Kriegel fra Kommuneqarfik Sermersooq.

Han oplyser, at de anslåede udgifter til arrangementet vil være på omkring 48 millioner kroner. Udgifter, som efter aftale med Selvstyret bliver ligeligt fordelt mellem de to myndigheder.

- Hvis vi ser på andre events, som selvfølgelig er større end Arctic Winter Games, så er det sådan noget som de olympiske lege, som lande jo også er i konkurrence om, og er villige til at betale rigtig rigtig mange penge for. Og så kan man jo spørge: Hvorfor dog det? Det er jo en kæmpe udgift? Det er jo fordi det giver rigtig meget markedsføringsværdi, det giver rigtig meget opmærksomhed på landet, og man kan efterfølgende se, at det har givet en større omsætning både indenfor turismen, men også generelt indenfor oplevelseserhverv, siger administrerende direktør i Visit Greenland, Anders Stenbakken.

Ifølge ansøgningen vil der komme omkring 2.000 gæster udefra, mens datoerne endnu ikke er fastlagt.